Det forekommer at være en unødig ærefrygtig og museal bestræbelse, der er i modstrid med jazzens værdigrundlag, når musikere fejrer og hylder skelsættende album ved at genopføre dem nummer for nummer.
For jazz er jo nuets og improvisationens musik – i modsætning til kompositionsmusikken, hvor alt – groft sagt – er nedskrevet og fastlagt på forhånd, og hvor musikernes opgave blot er at spille noderne, sådan som komponisten skrev dem, og dirigenten fortolker dem.
Og så alligevel ikke. For nogle jazzplader har jo fået en så ophøjet værkstatus, at de i dag i musikhistoriens kanoniske liste er fuldstændig på linje med Alban Bergs violinkoncert og Palæstrinas Marcellus-messe.
Verdens mest solgte jazzplade
En af de plader, det i allerhøjeste grad kan siges at være tilfældet med, er den lp, Miles Davis’ sekstet udgav i 1959 med titlen ’Kind of Blue’. For ikke alene er den en af jazzhistoriens mest skelsættende indspilninger; den er også verdens mest solgte jazzplade.
