Inden musikerne kom på scenen, så det forholdsvis almindeligt ud, selv om det meget store opbud af saxofoner – tre tenorer og en drabelig baryton – plus diverse guitarer antydede, at der var tale om et forholdsvis stort ensemble. Men lige så såre kapelmester, trommeslager og compositeur af Guds nåde Emil de Waal havde præsenteret setuppet, stod det klart, at der var tale om noget ganske særligt.
For hvor mange andre orkestre består af fire mennesker, hvoraf de tre spiller både elguitar og saxofon? Næppe mange. Og formentlig endnu færre, hvor det ene af medlemmerne spiller elguitar og saxofon samtidig. Mellem begravelse og cirkus Faktisk er det næppe halsløs gerning at hævde, at Emil de Waals guitaristisk-saxofonistiske gruppe er unik i dette univers. Hvilket selvfølgelig ikke borger for musikalsk kvalitet.
