Vore dages jazz er rig på legender, ikoner og giganter. Til gengæld er der relativt få regulære stjerner i branchen, idet en sådan status forudsætter betydeligt pladesalg og berømmelse ud over fanskaren. Og hånden på hjertet: Hvor mange levende jazzmusikere kan leve op til dette? Keith Jarrett, Herbie Hancock og Wynton Marsalis. Ja, og så tyske Till Brönner, hvis navn måske ikke får så voldsomt mange klokker til at ringe i danske ører - end ikke de mere jazzede af slagsen - men som i sit hjemland er intet mindre end voldsomt populær, og her taler vi altså om millioner af solgte plader, mange ugers placering i de tynde luftlag på hitlisterne samt almen mediekendthed - en status, der for alvor blev cementeret, da Till Brönner i 2010 og 2011 var en del af dommerpanelet i den lokale udgave af tv-showet 'X-Factor' (som på de kanter også hedder 'X-Factor', og tilmed vandt med sin første aspirant, den schweiziskfødte Edita Abdieski. Som pladekunstner har han de seneste år befundet sig i den absolut lave ende af bassinet: poppede mainstreamalbum med store internationale gæstesolister som Milton Nascimento, den forhenværende franske præsidentfrue Carla Bruni, Annie Lennox og den i Danmark snart atter koncertaktuelle storcharmør Curtis Stigers. LÆS OGSÅKnastør crooner rør ikke ved konceptet Hvilket selvfølgelig er fint nok for folk, der holder af den jazzmusikalske ækvivalent til marcipanbrød, men en smule ærgerlig for de mange andre, der gerne ser barren sat lidt højere, al den stund at Till Brönner faktisk også er en fremragende instrumentalist med en djævleblændt teknik og en embouchure, mangen en musiker ville sælge sin sjæl til Fanden selv for at erhverve sig. Saliggørende bebop Det kom for en dag, da den 41-årige tysker gav intimkoncert i Montmartre med en forrygende veloplagt dansk trio anført af pianisten Jacob Christoffersen, der var i så fremragende unik storform, at han næsten udspillede de andre musikere. Ikke at det gjorde hverken dem eller publikum noget - tværtom. For tonerne flød fra hans fingre med en glød, idérigdom og en så næsten naturstridig lethed, at solen lyste lokalet op, selv om klokken var midt om aftenen, og det regnede skomagerdrenge udenfor i septemberblæsten. Tydeligst i en vidunderlig udgave af standarden 'I'll Be Seing You' og i den afsluttende fortolkning af klassikeren 'Cherokee', hvor der blev spillet bebop af saliggørende kvalitet, og hvor pianisten demonstrerede sin helt utrolige spændvidde. LÆS OGSÅTysk trompetist spiller glat brasiliana Men det var Till Brönner, det handlede om, og det var ingen i tvivl om. Han introducerede numrene og kommunikerede charmant og ubrovtende med publikum. Og spillede mange fremragende soli. Som musiker er han udpræget eklektiker og ikke i noget omfang hverken nyskabende eller skoledannende. Hans tydeligste inspirationskilder er Freddie Hubbard og Chet Baker, men Clifford Brown har også spillet en rolle. Han mestrer både den helt tætte og intense tone som Baker, men er også i stand til at give den flamboyant gas og agere horn blower, hvis det er nødvendigt. Smukkest er hans spil, når han tillader sig en vis hæshed - og da han på et tidspunkt brugte sordin, var det intet mindre end gribende smukt. Undværlig bossasang Stilistisk bevæger han sig ikke langt fra hovedstrømmen, hvilket vil sige standards eller moderne klassikere; det vildeste nye var et nummer af Larry Goldings, 'Pegasus', som ikke for alvor inddæmmede nyt land, men skam havde et funky ostinat som melodisk substans. Og hans egen 'Distant Episode' var såmænd også både pæn og ørevenlig uden at være original. LÆS OGSÅKvartet leverer høj intensitet Men nu kan alle jo heller ikke spille som Wadada Leo Smith. Og på den musikalske midtbane er Till Brönner et mere end almindeligt sympatisk bekendtskab, fordi han fortolker sit materiale med såvel elegance som intensitet og passion. Man er ikke et sekund i tvivl om, at her står en mand, hvis hjerte banker for musikken. Sådan noget smitter. Rytmegruppen gav sit fra start til slut. Alex Riel var både sprudlende og afklaret i sit spil, og Bo Stief leverede i aftenens løb indsatser af såvel stor skønhed, som decideret røvsparkende funkicitet. Cool, cool, cool, men varmt var det hele tiden. LÆS OGSÅDen »skidego musiker« Bo Stief vinder ærefuld pris Vi fik også en bossasang fra Brönner. Fint nok, men lidt som den syvende slags småkager til et kaffebord: undværlig. Alt i alt en inciterende aften med en ægte stjerne samt en legende, et ikon og en fremtidig myte.