Californiske Stephen Bruner, aka Thundercat, trådte ind på Lille Vegas scene iført noget, der lignede en slags skudsikker vest, og med en bas på størrelse med en shotgun. Men selvom han så tungt armeret ud, var det de blideste jazzede kærlighedsbudskaber, der strømmede ud af hans bas og varme stemme.
Thundercats lydsignatur består af en blanding af fusionsjazz, soul, electronica, psych og funk. Ud over at have udgivet album på Flying Lotus’ musikalske eksperimentarium og pladeselskab, Brainfeeder, har han produceret for navne som Erykah Badu og Kendrick Lamar.


























