Det ligner et indbydende kammermusikalsk forår i Den Sorte Diamant. Med en vis accent lagt på ny kompositionsmusik.
New York-kollektivet Bang on a Can, som har gjort meget for at gøre den komponerede samtidsmusik hip, runder adressen, og allerede i næste uge kan man opleve ’The Juliet Letters’, Elvis Costellos og Brodsky Kvartettens rå og usødede 1990’er-projekt, som den danske Kroger Kvartet genopliver med sangeren og skuespilleren Mark Linn.






























