Men selv om eventyret om den overbeskyttede blinde prinsesse i middelalderens Provence, der først kan blive seende, når hun har mødt kærligheden og erkendt sit handicap, er stærkt følelsesladet, er det ikke en opera, der slår ud med armene. Grundstemningen er lyrisk afdæmpet, atmosfæren uvirkeligt indadvendt. Ikke for intet foregår hele enakteren i en hemmelig, overjordisk skøn have, hvor man uvilkårligt må dæmpe stemmen, og konflikter eller onde viljer er praktisk taget ikkeeksisterende. Der samtales, synges, drømmes, grædes måske, men der handles ikke. En romantisk idealiseret forestilling om ridderlig fransk middelalder er nærværende i meget af musikken, men de pittoreske indslag, der f.eks. spiller en ikke ringe rolle i 'Jevgenij Onegin', er reduceret til et minimum, og det dæmoniske og desperate, man kender fra 'Spar Dame', er der intet af, ej heller af den hændervridende lidenskab i den omtrent samtidig 'Symphonie Pathétique'. Jolante er en stille eksistens, men den sene Tjajkovskij behersker sine virkemidler så fint, at han kan fylde en aften med sjælens nuancer. Her er operaen forud for sin tid. Lyrisk melankoli er den dominerende stemning, underbygget af mørke farver og megen aktivitet i det dybe leje. Inden for den ramme skildrer orkestret miljø, karakterer og situationer så tydeligt, at man sjældent savner teksten. Et mystisk blæserforspil anslår en dunkel atmosfære, som solostrygere opløser i den kongelige haves ydre sorgløshed, så idyllisk som nogen miniature fra det 14.-15. århundrede. Men i Jolantes musik er den stærke, uartikulerede længsel mod en kærlighed, hun næppe har hørt om, ikke til at overhøre. Strålende messing omgiver kongen, men glansen er mørkt patineret, og suggestiv 'orientalsk' monotoni akkompagnerer den vise mauriske læge Ebn Jahias arie. Med ungdommeligt spændstig elegance træder to unge riddersmænd ind i haven, der nu gør sig bemærket med fuglesang og hele den friskhed, som overrasker de fremmede. Ridder Robert synger sit livsmod ud i operaens mest fejende optimistiske arie, men vennen Vaudemont er dybt berørt af mødet med Jolante. En stor, central scene skildrer parrets opblussende følelser, kulminerende i en duet, hvis melodi siden bruges ledemotivisk. Mere konventionel virker den apoteotiske slutning. Det er et overordentlig smukt, originalt og fængslende værk med stærk atmosfære og meget udtryksfuldt brugte stemmer, deklamatorisk såvel som ariost. En sjælden oplevelse og opdagelse som Temirkanovs følsomme hænder formidlede bevægende, udsøgt duftende og roligt strømmende. En perlerække af russiske sangere, alle dybt fortrolige med deres partier, gav deres bidrag, frem for alle naturligvis Marina Mesjtjeriakova. Hun var den blinde pige: forsigtigt følende og lyttende sig for med øjne, der ikke så, og en stemme, der syntes at vogte på sit eget ekko. Partiet ligger gennemsnitligt temmelig dybt, hvad der ikke gør det lettere for en sopran, men den blide, men tætte og klangfulde røst havde et vidunderligt sart nærvær, også i det bly mellemleje, ligesom sordineret over lange stræk skønt man aldrig tvivlede på ressourcerne. Musikalsk og udtryksmæssigt har hun den pondus og indfølende alvor, der aldrig behøver gøre væsen af sig. Svetlov lagde robust og smidig basrøst og rørende græmmelse til den elskende far; Kunajev (Malmøs Lenskij i 'Onegin') var en følsom elskertenor, sikker og velklingende om også lidt snæver i højden, og Leiferkus var sensationel med sin magtfuldt højspændte baryton og fabelagtige frasering. Paevatalu faldt godt ind i selskabet som eneste dansker i et større parti.