Såmænd heller ikke inden for de seneste år. Anders Nordentofts fire sange til tekster af Knud Sørensen er nyromantiske orkesterlieder anno 1980, lige til at lytte til. Nordentoft åbner orkesterklangen med sit gode greb om instrumentationen, og selv første sangs dyk i dybet gik fint for vokalisten Signe Asmussen. Herligt at høre en sangcyklus, hvor solisten synger sine lunger ud på ordet 'ost' - selv om de fire digte i øvrigt ikke helt falder i min smag med deres karakteriseringer af for eksempel regn som »ucharmerende dråber«. Så var det tid til aftenens pligtaflevering. En tung og klæg komposition til bibeltekster for kor og orkester af Bo Gunge kaldet 'Ceciliasange', komponeret i 2000. Trods alle programerklæringer om temaer som for eksempel dette års 'Fremtidsbilleder' er det den slags kedeligt fyldekalk, der ikke kan undgås, så længe Den Danske Komponistbiennale satser på at realisere arrangøren Dansk Komponist Forenings pligt til at sørge for »opførelse og anden udbredelse af medlemmernes værker«. Så bliver det tilsyneladende uvægerligt den kendte gang skidt og kanel - og publikumsskaren bliver begrænset, som den da også var lørdag aften i Radiohuset. Heldigvis fulgte solskin efter regn. Som ved tidligere biennaler var den unge troldmand Jesper Koch igen i år repræsenteret med et værk komponeret til tekster af Lewis Carrol. Og faderen til 'Alice i Eventyrland' synes virkelig at have fundet sit musikalske talerør i denne danske komponist. Uropførelsen af Kochs koncertarie 'Memory of a Summerday' er komponeret til koloratursopranen Susanne Elmark, og hun charmede sig gennem den på kattepoter, mens hendes højtoner begejstrede om kap med både den drømmende orkestersats til tekstafsnittene fra 'Through the Looking Glass' og den opfindsomt sprælske tonesætning af de groteske klip fra 'Alice's Adventures in Wonderland'. De to tekstlag og deres musikalske spejlinger belyste hinanden og gav kompositionen dybdeperspektiv. Pause og så strygermusik af gode, gamle Ib Nørholm; som sædvanligt betitlet med tunge i kind, for hvad havde denne omgang krydret engelsk Elgar mon at gøre med 'Sandkornets topologi'? Med strygerindledningen til Vagn Holmboes tripelkoncert 'Kammerkoncert nr. 4' skabtes der en fin overgang mellem de to værker, og sikken opvisning i triospil, Trio Ondine her gav. RadioUnderholdningsOrkestret spiller Holmboe med erfaring og indsigt efter længere tids beskæftigelse med komponisten. De unge mennesker i Ondine spiller med stor professionalisme. Og så er det musik med virkeligt klassikerpotentiale, Holmboes kammerkoncerter. Folkemusikpåvirkningerne bliver til eviggyldig kunstmusik, præcis som hos de gamle klassikere. Til sidst en klage: Hvor blev den unge Jexper Holmens skandaleombruste orkesterstykke 'Transcendental Preference I' af? Det var programsat, og jeg havde sådan glædet mig til at høre dette bud på, hvad komponisten selv kalder kammerpunk, der tidligere har fået garvede orkestermusikere til at stå af i protest. Til allersidst en rettelse: Anmelderen hoppede på limpinden og kolporterede søndag, at den igangværende biennale er den første, hvor udenlandske kunstnere og kompositioner får lov at sætte de danske i perspektiv. Et opslag i programbogen for biennalen fra Kulturbyåret 1996 viser, at det ikke stemmer. Allerede dengang hørte vi musik af Kaija Saariaho, og blandt andre det norske ensemble BIT 20 var på besøg med værker af Rolf Wallin og Magnus Lindberg.