At ensemblet er opgaven voksen, er hævet over enhver tvivl. Ganske vist drejer det sig ikke om store, tunge værker. Sådanne skrives ikke for lige stemmer, og messerne af André Caplet (1920) og Gabriel Fauré (1906) såvel som Maurice Duruflés motet 'Tota pulchra es' (1960) er katolsk brugsmusik, der stiller relativt beskedne krav. Men også enkel musik - ja, vel især den - kræver omsorg og dygtighed for at være værd at lytte til. Her var lytningen en sand fornøjelse. Koret intonerer tindrende rent, klangen er smidig, og Bojesen former stramme, dynamiske helheder med finpudsede detaljer. Caplets diskrete fluktueren mellem det karske og det parfumerede blev fint fulgt til dørs, og de mange enstemmige passager tegnede knejsende buer. Orgelstemmen til Faurés blide 'Messe basse' var arrangeret for blæserkvintet af Peter Navarro-Alonso. Domineret af rolig bevægelse i dybt leje fungerede det fint; men da kvintetten yderligere skulle legitimere sin tilstedeværelse, viste det sig, at lige så løftende Slotskirkens yppige akustik virker på lyse pigestemmer og enkle korsatser, lige så umulig er den til livlig og mangefarvet kammermusik som Jacques Iberts 'Trois pièces brèves'. Sikken et rod! Og i den afsluttende afdeling danske sange maste blæserne fuldstændig de overtonefattige pigestemmer. Derimod var der ingen problemer med slagtøj og barytonsaxofon i Navarro- Alonsos rigtig flotte og sine steder ganske poetiske 'Cantique'. Uden at sætte deres lys under en skæppe fungerer instrumenterne mest som elegant koloristisk finish i en velordnet om også stilistisk noget ujævn sats, der med fin harmonisk sans bevæger sig mellem det helt enkle og det meget kompakte.