0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kærlighedens ekstase

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Først den svimlende tisatsede 'Turangalîla-symfoni', der med knap halvanden times mammutorkester allerede er et solidt måltid, og derefter yderligere en times 'moderne' musik med ti af de tyve 'Blikke på Jesusbarnet' for soloklaver.

Kun få forlod den fyldte sal før dette ambitiøse efterspil, der gerne kunne være blevet ved i al evighed, og det er jo netop hvad Messiaen vil. Han fatter sig sjældent i korthed, og hans tidsfornemmelse indbyder til meditativ dvælen, selv hvor musikken er voldsom og ekstatisk.

Det ligger i formningen. Messiaen interesserer sig kun lidt for at udvikle og forvandle. Kun én af symfoniens ti satser er i snæver forstand symfonisk. Ellers fungerer de vidunderligt prægnante ideer - rytmer, klange, melodier - som uforanderlige byggesten, der stables op ved siden af eller over hinanden. Med en intenst lysende farveholdning bliver de til klingende glasmosaikker, strålende og ophøjede, ligesom hævede over jordelivets omskiftelighed.
Det handler da også om de evige ting, hvad enten det er katolske dogmer, som så ofte hos Messiaen, eller, som i symfonien, den jordiske kærlighed fortolket på et idealiseret plan hinsides al menneskelig ufuldkommenhed. Ikke for intet knytter symfonien an til myten om Tristan og Isolde.

Men ulegemlig er kærligheden langtfra i Messiaens univers. Næppe noget andet værk er så gennemsyret af sanselig ekstase som 'Turangalîla- symfonien', og Thomas Dausgaards blændende virtuose fortolkning (uanset åbningens snublende strygerpassager) lagde ikke skjul på kødeligheden.
Grandios romantisk emotionalitet stod side om side med delikat blæserfiligran og raffineret mejslede rytmer, og selv om orkestret kogte af entusiasme, trådte den mangelagede struktur frem i skarpe, klare farver. Uimodståeligt medrivende var de voldsomme og turbulente danserytmers fysiske lykkerus hvis kulmination i femte sats blev fulgt af den postcoitale søvns salige Nirvana.

Efter den opulente symfoni var klaverværket en velgørende kontrast, også i sit åndelige indhold. Pierre-Laurent Aimard, tidens betydeligste fortolker af Messiaens klavermusik som han har været fortrolig med fra barnsben, havde valgt og ordnet sine ti satser til et overbevisende hele, overvejende stilfærdigt indadvendt, malet i raffineret sarte farver, men med enkelte energiske støttepiller, først og fremmest den overstadige 'Noël' og som effektiv afslutning den eksplosivt jublende og ufatteligt virtuose 'Regard de l'esprit de joie', der knyttede direkte an til symfonien.

Men også de stille satser rummede meget forskellige verdener. Der er langt fra den distante mystik og komplekse klang i 'Regard du temps' til det barnligt enkle tema i 'Le baiser de l'enfant Jésus', der udsættes for stadig mere fantastiske variationer, og til den glasagtige idyl i 'Je dors mais mon coeur veille'.

Af Aimard var aftenen en fysisk og åndelig kraftpræstation. Han fyldte symfonien med stjernegnister, fuglesange og bjergskred fra sit store, men kun lejlighedsvis solistisk førende soloparti og fortsatte - stadig udenad - med overvældende overskud og musikalsk overblik og en vidunderligt kontrolleret og nuanceret klang.

Klaverstykkerne blev orkestreret i gennemsigtige lag af sart lysende, farvede akkorder drysset med svævende guldstøv, snart overjordisk ligevægtig, snart stilfærdigt betroende. Symfonien var overvældende, men det var klaverstykkerne, der for alvor satte tiden i stå.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere