Programmet var for så vidt banalt: folkloristisk farvede værker af spaniere fra Albéniz til Rodrigo, mindre betydelige småstykker af venner og kolleger og - lidt mere usædvanligt - enkelte latinamerikanere med stærk lokalkolorit. Repertoirets styrke er at det så naturligt og virkningsfuldt udnytter instrumentets egenart til det yderste, og når først Franceries griber sin strengeleg, er det i øvrigt næsten ligemeget, hvad han spiller. Tryllebundet bliver man under alle omstændigheder, for hans guitar blomstrer og changerer som et impressionistisk orkester i rejseformat. Fantastiske farver og dufte bølger og svæver om hinanden i sart adskilte lag. Sol flimrer i krusede vandoverflader, ornamenternes fisk slår med halen i overfladen og sydlandsk nattemørke sænker sig med genlyd af fjerne fester. Franceries håndterer sit instrument teknisk suverænt, delikat og forførende elegant. Et poetisk, klangligt opfindsomt værk som Emilio Pujols 'Sevilla' bliver i hans hænder nærmest visionært. Samtidig holder han på fransk vis en vis usentimental distance: Hans tempi er hurtige, energisk fremaddrivende og særdeles stramme, selv i slutningsdannelser, og kan nu og da kaste let nervøse rytmer af sig. Til gengæld har han overskud til en endog meget rigt og smidigt moduleret dynamik, der bærer både form og udtryk, og en syngende melodisk egalitet, der synes at trodse instrumentets begrænsninger. Og så har han i øvrigt både sans for humor og rytmisk sensualisme som i Astor Piazzollas krasse 'Acentuado', et andet af programmets højdepunkter.