Men den italienske trompetist kunne også lave skæg, som da han til afslutning bukkede og nægtede at rette sig op igen. Hans trompetspil var let at kapere, men svært at sætte etiket på. Stilen læner sig mod det enkle og det melodiøse. Samtidig har tonen en glød, der vil fra hjerte til hjerte. At gentage en frase eller udvikle den organisk, er ikke forbudt i Enrico Ravas univers. Var det vanskeligt at sætte musikken på en stilistisk fællesnævner, var det til gengæld let at sætte pris på sekstettens udfoldelser. Med en velsammentømret dansk rytmemafia alias Jesper Bodilsen på akvarelagtig bas og en stor-smilende, virtuos Morten Lund bag trommerne leverede godfath-er Rava smukt stikkende balladespil på let og lys bund. Så kom John Abercrombie på scenen med blødt artikuleret guitarspil, greb spåner fra de andres huggeblokke og formede dem smukt til nye elementer. Den unge rytmemafia havde Rava suppleret med sin italienske duopartner Stefano Bollanis krystallinske klaverspil, der kun i Ravas lejlighedskomposition 'Happines is to Win a Big Prize' gik amok i en parodisk intro som svar på et muntert drilleri. Indimellem fik vi mere lyrisk basspil i Ravas 'The trial' og mere mystik i 'Secrets', hvor trompetisten serverede varmt flygelhorn. Med blusset skruet ned til duoformat gav Bollani og Rava en skamløst melodisk 'Nature Boy', og få pletter forøgede kun skønheden i trompetistens spontane spil, der dog i det mindste denne eftermiddag tenderede mod en kliché i sine gentagne opadfræsende løb. På det punkt modsvaredes Rava selvsagt ikke af den unge Gianluca Petrella, der med sit fornemt modulerede basunspil i øvrigt stortrivedes i Ravas selskab. Nedskæringsminister Brian var til fodbold, mente Jazzparvært og bigbandchef Peter Larsen fra DR, så sidste års prisoverrækker og statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, stod for den politisk farvede pristale. Rava mindedes, at det var i København, han på en lejrskole fandt sin første kæreste, og kvitterede med tanke på sin vigtigste mentor Miles Davies med en lækkert swingende 'Dear old Stockholm', der i dagens anledning blev omdøbt til 'Dear old Copenhague'. Ingen tung pris, men et solidt skulederklap fik tenoren Thomas Agergaard, der til koncertens første del havde sammensat en vild oktet. Med sig selv, Peter Fuglsang på alt og klarinet og Klaus Löhrer på basun satte han tre gange dansk blæs over for et changerende klangtæppe bestående af svenske Krister Jonsson på guitar, amerikanske Hank Roberts på cello og franske Geraldine Kellers eksperimenterende sopran. I deres midte swingede den alsidige amerikaner Jim Black mørkt og hårdt sammen med bassisten Miroslav Vitous. Peter Larsen fik ret i sin forudsigelse af, at grooves for denne combo var noget, der voksede frem - af et vildnis, hvor Agergaards hviskende dialog med Vitous i begyndelsen af 'Rings of Fire' er det, der står stærkest i hukommelsen foruden en lyrisk maskulin tenorsolo senere i forløbet. Geraldine Kellers instrumentalt farvede eksperimenter pinte stemmen fra etnisk inspireret hysteri til mørkt growl. I sammenhængen fungerede hun mest tilfredsstillende, når hun lagde sin ordløse vokal oven i de unisone blæsere, men særligt afslappet eller naturlig virkede hun ikke. Det var mere givende at høre Rava grave efter rødder end at opleve de unge klatre højt til vejrs, selv om det sidste aftvang respekt, som de konsekvent bevægede sig ud på musikkens tyndeste grene.