Et helt igennem velduftende og nyvasket publikum i overvejende snehvid mundering. Kun et enkelt par faldt helt ved siden af. Hun var i slidte cowboyshorts og han i en hullet blegsort T-shirt. Men et blik over skulderen afslørede en mulig forklaring på deres tilstedeværelse. Der stod nemlig 'Roger Waters' på billetterne. Den gamle Pink Floyd-kæmpe, der ligeledes søndag gav koncert i København. Blot i Forum. Men det skal jo være så godt med nye indtryk, og de to Pink Floyd-fans måtte som resten af publikum tage imod nogle ordentlige dunkende impulser, da Julio Iglesias' søn Enrique med brune læderbukser, mandeløjne, strikhue og V-formet torso spankulerede i sin fars fodspor som hjerteknuser. Men på et eller andet tidspunkt må de to vel have opdaget, at Roger Waters holdt sig forbløffende godt og have undret sig over den alvorsfulde engelskmands overraskende nye stil. Det var en på alle måder skamløs koncert. Musikalsk et skamløst plyndringstogt i rockmusikkens mest fortærskede klichéer, der toppede med afslørende udgaver af Princes 'Purple Rain' og Steve Millers 'The Joker', der kom til at lyde som en serenade for seksuelt opstemte gnavere. Men ægte skamløshed er et godt våben i kampen om publikums gunst. De store og seriøst iørefaldende hit 'Ballamos', 'Be With You' og 'Rhythm Divine' blev effektivt vredet for hver eneste hjertebankende vitamin, mens de nye 'Escape' og 'I Will Survive' måtte tage ansvaret for dominansen af buldrende overfladisk rockmusik. Det var ikke nogen rystende stemmepragt, Iglesias røbede, men publikum var da heldigvis også tordnende ligeglade. Jubelen steg nemlig til uanede højder, blot Enrique-profilen tonede frem på storskærmen, og da han lå og rodede rundt med mikrofonen bag sin catwalk, så man kun kunne se læderbenene fægte lækkert i luften, var pigerne ved at trimle af sæderne af fnis og ophidselse. Fantasien er en vidunderlig ting, men der blev nu ikke overladt meget til den, da den læderklædte korpige med softpornlook'et og hovedet hvilende mod Iglesias-gylpen med mikrofonen halvvejs nede i luftrøret sang sig vej mod det store klimaks, hvor det ene læderklædte væsen myndigt besteg det andet syngende af fuld hals. Grænsen mellem livekoncert og liveshow blev tyndere end en gennemsigtig trusse, og det samme gjorde grænsen mellem alvor og ufrivillig komik. Klassisk publikumskontakt var der, da en repræsentant for de 1.001 danske piger kom på scenen og rødmende fik lov til at lægge sine danske hænder på den læderspændte latinorumpet, mens den moderne Don Juan sang smægtende om at få lov til at være helten i hendes liv. Det var et stort øjeblik, da ånden fra polterabend og guldnovelle smeltede sammen. Det var alt sammen så gennemført skamløst, at det faktisk næsten var fornøjeligt, da Chippendales fik kamp til stregen af det musikalske stripteasetalent Enrique Iglesias.