Det skete, da Pulauskas på sin synthesizer i optakten til et langsommere stykke spillede en introduktion, der kunne lyde som en nutidig orgelkantate, og af hvis stemning det også lykkedes at bevare noget i stykkets videre forløb, da det øvrige ensemble trådte til. Efter pausen åbnede musikken sig lidt mere, og det gav derfor også anledning til at vurdere musikerne mere individuelt. Og for at sige det, som det er, så røbede Pulauskas selv ikke megen jazzfornemmelse med sit udpræget klassisk skolede anslag og sin usmidige frasering. En kende mere tilforladeligt tegnede billedet sig af trompetisten Valerijus Ramoska, da denne i et enkelt stykke i det mindste gjorde forsøg på at spænde sit spil rytmisk op. Jeg tror ligeledes, at altsaxofonisten og basklarinettisten Vytautas Labutis i andre sammenhænge - og hvis han gav sig tid til at tænke sig om - kunne udfolde sit talent langt mere meningsfuldt. Bassisten Vladislav Borkovski udfyldte sin plads udmærket, og så er jeg helt sikker på, at Lina Buda er en ganske fremragende trommeslager, der påminder ikke så lidt om sin norske kollega Audun Kleive. Han havde blot det uheld at blive dækket i alt for høj grad af perkussionisten Arkadi Gotesman.