For publikum gælder det, at ligegyldigt hvor elendigt lyden har været fra begyndelsen af koncerten, så har man som regel på dette sene tidspunkt vænnet sig så meget til den, at det omsider er blevet muligt for alvor at påskønne de kvaliteter, musikken vitterligt besidder. På denne måde blev det også en fornøjelse at høre Radioens Big Band give sig kast med Niels Jørgen Steens 'Stakkels gamle jazz', der siden skulle blive efterfulgt af endnu et ekstranummer, 'Just for a Thrill', sunget af Nikolaj Steen med den stolte fader ved flyglet. For desværre er der grund til endnu en gang at slå fast, at Radioens Big Band ikke hører til i Diamantens koncertsal. Det tog sin tid, inden man oprindelig fandt ud af det og igen henlagde de københavnske koncerter til Copenhagen JazzHouse. Hvorfor man så atter benytter Diamanten, er derfor en gåde. Orkestret lød forskrækkeligt. I en uhyre forgrovet forstærkning, der i sin spidse sound ikke blot saboterede instrumenternes naturlige klang, men også forplumrede den dynamiske balance instrumentgrupperne imellem og i forholdet mellem solist og ensemble. Helt katastrofal var flyglets lyd i indledningen til Steens suite 'The Governor'. Utroligt, at det kunne lade sig gøre at få et ædelt instrument til at klinge så afskyeligt! Det var synd for musikken. For Steen er en kompetent komponist og en glimrende arrangør i en tradition, der har taget sit udspring i Duke Ellingtons og Count Basies orkestre. I førstnævnte egenskab er Steen vel ikke påfaldende original, men hans kompositioner er så velfungerende, at de 'næsten' spiller sig selv, hvis musikerne vel at mærke har den rette sans for frasering. Og det har Radioens Big Band. I sine arrangementer af andres værker holder Steen sig ofte - som eksempelvis i Dizzy Gillespies 'Night in Tunisia' - op ad de originale versioner, men tilføjer samtidig så mange 'personlige' detaljer, at de får deres eget præg. Og så var der jo Nikolaj Steen som jazzsanger. Stemmen har ikke samme bærekraft i det høje register som dybere nede, og det søger han at skjule. I balladen 'How Long Has This Been Going On' virkede soulmanererne både overdrevne og for indstuderede. Men hans rytmiske fornemmelse er overbevisende, og i en anden ballade, 'It Might As Well Be Spring', udfoldede hans sang sig med den renfærdighed, som melodien lagde op til i Niels Jørgen Steens flotte arrangement.