Man kan naturligvis hævde, at den måde, Spang-Hanssen har valgt at formulere sig på, står som et udtryk for hans personlighed. Og man kan ikke forlange, at han skal lave om på den. Men det rejser ikke desto mindre det spørgsmål, hvor meget han får sagt. For i den flod af toner, der strømmer fra hans horn, går alle de detaljer, der nuancerer det, han gerne vil fortælle, tabt. Man kunne også pege på, at disse uafladeligt strømmende kæder af toner har et fortilfælde i John Coltranes 'Sheets of sound' i slutningen af 1950'erne. Men de tjente en langt mere vidtrækkende funktion, idet hver flage af lyd repræsenterede hver sin akkord, og det var i sammenstødene og de rytmiske forskydninger imellem dem, den musikalske spænding opstod. Hvorimod Spang-Hanssens spil som oftest kun byggede på en enkelt ostinat. En velkommen undtagelse i aftenens første sæt var dog balladen Dream World, hvor både Spang-Hanssen og Emil Spanyi ved flyglet viste, at de også beherskede et mere modereret udtryk, og hvor meget der var vundet ved det. For som solist ved sin synthesizer var det for Spanyis vedkommende i overvejende grad det virtuost ekvilibristiske, der stod i forgrunden, mens trommeslageren Felix Sabal-Leccos hårdt insisterende markering af 3. takt-slag i flere numre lagde grunden til en monotoni, der fik dem til at virke endnu mere langtrukne. Det var imidlertid også Sabal-Lecco, der fik indflettet sin egen fornøjelige version af Marseillesen i en trommesolo, der ganske vist var meget, meget lang, men undervejs rummede fornemme eksempler på polyrytmik. Kvartettens mest bemærkelsesværdige musiker var dog basguitaristen Linley Marthe. Ikke blot demonstrerede han en rytmisk spændstighed, der ellers ikke var specielt fremtrædende i gruppen, men selv når det gik hedest til, bevarede han den indre ro, der fik hans spil til at ånde og gav tonerne mening.