Alt andet lige er det et paradoks, man er vidne til. En mand og hans selvopgør og -granskning, indspillet på en iMac alene i nattens mulm og mørke, hvor civilisationen knalder brikker og bekendelseskunsten har ideelle kår - spillet live af et fem mand højt orkester, foran hundredvis af mennesker. Men paradokset fordamper ikke desto mindre i hænderne på Mikael Simpson og hans band. Nu kan Simpson også noget på en scene, som få i dansk musik: underspille. Ikke noget med at træde sig selv nervøst over tæerne eller krukket nervøsitet, nej, bare bruge sin præcise, afvæbnende humor og tørre talegaver til at vinde folket og formidle sin krøllede sjæl. Og så er det heller ikke en hvilken som helst entertainer, der ruller på r'et i 'frygt'. Eller en hvilken som helst singersongwriter, der med ryggen til publikum vrikker koket med numsen. Sangene fra sidste års solodebutalbum 'Os 2 + lidt ro 2002' har forladt hjemmets intimitet og bliver her i Pumpehuset gjort luksuriøse og muskuløse - på gængse rockinstrumenter og slideguitar, orgel, laptop og Simpsons mundharmonika. Der er højt til loftet, og helt deroppe svæver Simpson. Ikke bange for at synge dirrende falset, give sig hen til sangenes sturm und drang, kærlighed til andre og mistro til sig selv. Eller dyrke rumklangen år 2003. Ikke bange for at være for meget - og det er godt. Men for meget for meget kan det alligevel også blive. De drømmende sange med afsæt i britisk shoegazerrock og singersongwriter tilsat patinerede ambiente lydtæpper og dubgrooves svulmer voldsomt, og det er som oftest en smuk og kollektivt saliggørende oplevelse. Men de fem musikere sender også musikken så fermt og meddigtende til vejrs, at sangene kan miste jordforbindelsen og svæve væk i hermetisk lukkede drømmebobler. Jeg kommer i passager til at savne modspil, vægt, noget der forbinder sangene til deres bekendende udgangspunkt. Eller måske en kompositorisk troldsplint. Inderligheden er i hvert fald - vel at mærke et par steder - i fare for at blive et postulat, fordi den virker oppustet, frem for dybfølt. Allerbedst er Simpson i hvert fald både som entertainer og som tekstforfatter, når sprogsværdet er hvæsset: »Med gift i lungerne og hjernen på halv kraft har jeg mere, end jeg nogensinde har haft«. Og især når han vender vreden udad: »Naturen er et sprog, Bjørn Lomborg. Kan du ikke læse, hvad der står, Bjørn Lomborg?«. Han er en umiskendeligt strålende sangskriver, intens sanger og skarp poet, og koncerten i Pumpehuset er en smuk og varm oplevelse. Jeg ville bare ønske, han vendte blikket mere udad, betrådte jorden lidt oftere. Der er intet at frygte, Mikael Simpson. Du er jo væbnet med vinger.