Et enestående orkester og en stor dirigent! Allerede de indledende unisonotakter af Brahms' violinkoncert bekræftede det første, så man skælvede af fryd, og det sidste var også snart dokumenteret. Det er to år siden, Det Russiske Nationalorkester første gang besøgte Tivoli og Danmark og vendte op og ned på vores begreber om, hvordan et symfoniorkester kan lyde. Denne gang var vi forberedt, men stadig får denne fantastiske klang hjertet til at slå hastigere: den mørkegrønne tæthed, der lader stemmernes grenvæv skinne klart og muskuløst igennem, den noble balance og kraftige konturering, strygernes renstemte homogenitet, blæsernes farvemættede karakter og individuelle ekspressivitet, den kolossale dynamiske smidighed, der helt selvfølgeligt udmøntes i udtryksfuldt gennemmodulerede linjer, men som Berglund også kunne udnytte til vældige, uanstrengt organiske stigninger og fald i Tjajkovskijs 4. symfoni. Sammensmeltningen af dampende kropsligt nærvær og usentimental klarhed er karakteristisk for Paavo Berglund. Hos Brahms betyder det, at form og udtryk - helt i komponistens ånd - er uadskillelige størrelser: Spillet har nerve og glød, men det drømmer sig ikke bort i øjeblikkets lyriske skønhed. Processen er budskabet, understreget af en fremdrift og en rytmisk energi så naturlig og uanstrengt som en strømmende elv. Hos Tjajkovskij er den modne kunstners modvilje mod enhver form for føleri vel ikke helt ukontroversiel: Symfonien har masser af drama, men meget lidt patos i Berglunds udlægning. Til gengæld træder den melodiske, satstekniske og instrumentatoriske iderigdom ualmindelig levende og fængslende i relief og også det legelystent billedskabende i de folketoneprægede indslag. Ekstranumrene fra strygerserenaden og 'Nøddeknækkeren' var de samme som ved sidste besøg, og man kan vel sige, at Berglunds blufærdighed over for alt koketteri ikke er den mest oplagte indgang til strygervalsen. Den meget unge lettiske violinsolist var i hård konkurrence om opmærksomheden; for hård må det indrømmes: Gang på gang stjal orkestret simpelt hen opmærksomheden. Hun er ellers imponerende nok, som hun med klarhed, overskud og en friskt lysende klang gør omhyggeligt rede for detaljerne. Det er meget smukt violinspil, men der er rigeligt flinkeskole over det. Misforholdet mellem det passionerede orkesterspil og hendes mangel på lidenskab falder i ørene, også fordi det er så usædvanligt (mens det omvendte ofte forekommer). Blot et par eksempler: Adagioens berømte åbningsmelodi foldede sig ud som meget mere end et akkompagneret obotema: en vidunderligt krydret og talende kammermusik for blæsere, så smuk at man fik en klump i halsen. Og så violinens svar: en forsiret version af samme tema, men nu blankpoleret og tom i blikket. Eller finalens rytmiske intensitet i orkestret over for violinens passive følgagtighed.