Lige dér i omkvædet af 'All My Loving' røg de i vejret første gang. Øjenbrynene over de berømmede dådyrøjne. Præcis på samme måde, som de gjorde i sangens ungdom i begyndelsen af tresserne. Bevægelsen i Paul McCartneys ansigt var oven i købet næsten synkron med den, unge Paul udførte på billederne fra Beatles-tiden på storskærmen over scenen. Måske var de hævede øjenbryn en gangbro tilbage til fortiden og det musikalske skatkammer, hvis døre for længst var åbnet på vid gab af forventningens stærke kræfter. Så de gyldne sange kunne vandre tørskoede og velfriserede over til alle os i nutiden, der havde løst billet til en Magical Mystery Tour tilbage til poppens bedste værksted. Mere sandsynligt var de hævede øjenbryn det ydre udtryk for den koncentration og det fokus, Paul McCartney bevarede gennem de fleste af de 36 sange, vi fik i løbet af koncertens tre timer. Det var en vital og yderst veloplagt McCartney, der gik på scenen i Parken for at give os de bedste produkter fra hans sangsmedje. Den 61-årige Sir Paul er tilsyneladende godt tilfreds med sin selvvalgte rolle som loyal og nærværende rundviser på det spillevende museum, han i et års tid har rejst rundt i verden med. I selskab med sin kvartet, der rutineret og sikkert spiller liv i klassikerne, men så heller ikke mere. Jo, forresten, hvert bandmedlem fik lov at pludre om, hvorfor de bedst begår sig på dansk, eller hvorfor de foretrækker engelsk. Efter således at have skabt illusionen om, at vi alle er en stor familie, insisterede kapelmesteren naturligvis også selv på at læse flere af sine introduktioner op på gebrokkent dansk til publikums lydelige fryd. Alligevel kan det undre, at en så respekteret musiker og komponist som Paul McCartney forfalder til den slags tricks. Ligesom det dannebrogsflag, han - lidt for ivrigt - promoverede før ekstranumrene og de arme, der triumferende røg i vejret med guitaren, hver gang han havde afsluttet en sang, er den slags manerer fra markedspladserne med til at forstærke indtrykket af Polle Poppedreng og give en vis distance til paraden af klassikere. Men showmanship og charme var nu engang også en del af succeshistorien om The Beatles. Og Paul McCartney er klog og rutineret nok til at vide, at på et stadion nytter det ikke noget at stille sig op og agere seriøs kunstner. Kulisser af den kaliber kalder ikke ligefrem på underspil, delikatesser og overraskelser, hvorfor formatet også passer godt til Paul McCartney, der ikke er kendt for at divertere med slige sager. Indvendinger kommer imidlertid hurtigt til kort over for en sangbog, man ganske enkelt ikke kan argumentere mod. Man må nøjes med at påpege det ironiske i, at aftenens ældste sange - eksempelvis 'Can't Buy Me Love', 'Michelle', 'I Saw Her Standing There' og 'Here, There And Everywhere' - forunderligt nok lød mest friske og ungdommelige. Måske fordi mange af dem enten aldrig er blevet spillet live af Paul McCartney eller sidst blev det for omtrent 40 år siden! Solosange som 'Two Of Us' og 'Calico Skies' har sentimental slagside og bringer det banale og den behagesyge, der altid har været på spil i McCartney, frem i al sin modne patina. 'Your Loving Flame', der på dansk blev tilegnet »min kone, kæreste Heather«, fik ligefrem John Lennons kærlighedserklæring 'Dear Yoko' til at lyde som en hadsk skilsmissehymne. Sangene blev leveret kompetent og redeligt af det rutinerede band med keyboardspilleren Paul »Wix« Wickens som den mest kreative, men magien indtraf først, da Paul McCartney var alene på scenen med sin akustiske guitar. Da blev vi mindet om den velgørende enkelhed og det enorme klarsyn, der præger så mange af hans sange. Nøgne og indfølte versioner af de formidable 'Blackbird' og 'The Fool On The Hill' fik det til at risle ned ad den kollektive rygrad i Parken. Og da vi nåede frem til budskabet om, at »vi ikke altid får givet de komplimenter og sagt de ord, vi ville, før det er for sent« i præsentationen af 'Here Today' til John Lennon, havde jeg en klump på størrelse med 'Yellow Submarine' i halsen. Fordi konflikten mellem de to lå og lurede lige under den blanke overflade. Langt lettere var det for McCartney at underholde med historien om, hvordan den unge George Harrison drog til konvent for ukulele-fetichister i Blackpool i sin ungdom. Inden vi fik den mere rørende end ligefrem smukke udgave af Harrisons 'Something' på netop ukulele. Sådan kunne man have dyrket Paul McCartney i timevis. Men naturligvis skulle bandet på igen og sætte triumftoget tilbage på de elektriske skinner. Tre stærke Wings-klassikere, 'Band On The Run', 'Maybe I'm Amazed' og 'Live And Let Die', gav tiden vinger, og så var vi pludselig fremme ved den store finale. 'Let It Be' og 'Hey Jude' flød sikkert og godt på et hav af lightere og fællessang af en styrke, man skal tilbage til landsholdets allerstørste præstationer i nationalarenaen for at opleve magen til. Fordi de to sange med deres universelle budskab lige på grænsen til det banale er i stand til at binde bånd mellem alle de generationer, der virkelig var sammen om jagten på den store sangskat denne aften. Det er ikke svært at argumentere for, at Paul McCartney er en pæn, velopdragen beatlebedstefar. Ej heller, at det nu og da lød, som om John Lennon satte mere på spil i sine hudløse sange. Eller at koncerten i Parken savnede karisma og magi. Omvendt er det svært at finde seriøse argumenter mod den holdning, der lå bag Paul McCartneys store indsats, nemlig at musikere skal spille musik. På den måde bliver det netop de sange, musikerne spiller, der ikke blot er stjerner for en aften i Parken, men hver eneste aften i vores liv. Melodier, tungt lastede af den slags minder, der binder tilværelsen sammen for os. Og Paul McCartney og hans band var andet og mere end den levende jukeboks, der skulle spille sangene for os. Her mødte vi en musiker med åbenlys kærlighed til sin metier, sit publikum og sine sange i al deres storslåede enkelthed. Efter de tre timer kunne man blinke til Sir Paul nede på scenen, for nu vidste man, hvorfor øjenbrynene ryger i vejret nu og da. Dådyrøjne eller ej, Paul McCartney er en musiker i øjenhøjde med sig selv, sit publikum og sin enorme fortid. Og det er såre sympatisk.