En indisk bekendt betroede mig engang, at han holdt uendelig meget af jazz. Det gjorde han, fordi jazzen - hørt i relation til klassisk indisk musik - var så »dejlig primitiv«. Det er længe siden, han fortalte mig det. Det må have været, før rockens og anden vesterlandsk musiks indflydelse for alvor gjorde sig gældende i indisk popmusik. Det var endda før, den unge, klassisk skolede tablaspiller Trilok Gurtu, der var blevet tiltrukket af jazzen, i begyndelsen af 1970'erne rejste til USA for at uddanne sig ved Berklee School of Music i Boston (ikke Berkeley University, som det var fremført i sidste fredags interview med Gurtu i Politiken), hvor også en lang række unge danske jazzmusikere har hentet lærdom. Så det kunne have været interessant at vide, hvad min indiske bekendt ville have syntes om den musik, som Gurtu og hans band præsenterede ved lørdagens koncert i Copenhagen JazzHouse. Jo, der var ganske få reminiscenser fra klassisk indisk musik, men kun brugt på en overfladisk måde, der ikke appellerede til større fordybelse. Gurtu erklærede da også selv, at hans musik på ingen måde var intellektuel, men burde betragtes som dansemusik. Grundlaget var små melodistumper, der fungerede som riffs eller ostinater, understøttet af synthesizer og trommeprogrammer samt Gurtus eget rockinfluerede trommespil, der med sine kraftigt betonede efterslag nok havde en insisterende effekt, men samtidig virkede yderst stereotypt. Frontfigur var sangerinden Sanchita Farruque. Og hvis man var villig til at stille sig tilfreds med det, så kunne man hverken frakende musikken, at den swingede, eller at den i sine hedeste øjeblikke formidlede en intensitet, der ikke undgik at rive publikum med sig. Gurtu lod os heller ikke på nogen måde være i tvivl om, hvor gudbenådet en tablaspiller han er. Med et håndelag hinsides det virtuose, men indimellem sjovt nok også farvet af en frasering, der røber hans fortrolighed med jazztrommespil. Og netop i denne henseende er Gurtu en i ordets sande betydning enestående musiker. Fremhæves skal også hans trommesang, i et par tilfælde synkront med Ravi Chary, der til gengæld ikke gjorde meget væsen af sig som sitarspiller, fordi han for det meste var grundigt pakket ind af Gurtus trommer og Celia Reggianis synthesizer. Og et nummer i andet sæt, med en barcaroleagtig rytmik og fint vekselspil mellem sitar og keyboard, gjorde ligeledes indtryk ved sin uanmassende musikalitet. Men når man tænker på, hvad Gurtu i øvrigt har præsteret i løbet af sin lange og brogede karriere, ikke blot som sidemand hos eksempelvis Jan Garbarek eller i duospil med Joe Zawinul, men også som hovednavn på en cd som 'Crazy Saints', hvor blandt andre Pat Metheny, Louis Sclavis og Zawinul er hans medspillere, så kunne aftenen i Copenhagen JazzHouse ikke opleves som andet end skuffende.