Intet forbliver. Alt er forandret. Intet er forandret. En ældgammel sandhed om tidens dobbelte væsen, der i kølvandet på chokbølgerne fra 9.11 oplevedes som en ny dirren i dagene, en pludselig rystelse i sjælens satte gelé. »Nothing remains ... it's the beginning of nothing/ and nothing has changed/ everything has changed«. Man var ikke mange sekunder inde i 'Heathen's indgangsportal 'Sunday', før det stod klart, at David Bowie endnu engang i sin musik havde indfanget og indkapslet følelsen og essensen af en afgørende mytologisk dimension i tiden. Når tiden kalder, svarer han kvalificeret. Til andre tider fordriver han den med danderen og hyperintelligent halvhjertet popmusik. Hvor andre ikke tøver med at lamme tidsånden med dynamitfiskeri for demonstrativt at kunne proppe den på flaske, så er Bowies omgang med tidsånden anderledes flygtig og skarp. Som de usynlige mønstre en fleurettens mester tegner i luften med sin klinge. Hans produktionen er en konstant vekslen mellem rene forsvindingsnumre og mageløs træfsikkerhed. David Bowie er kunstner ved tidens rand. Et territorium hvor han har genoprettet sin suverænitet med baunen 'Heathen' og den mere frigjorte forlængelse 'Reality'. En tidens rand Bowie viste sig at have transformeret til en bæredygtig scenekant, da han tirsdag aften havde verdenspremiere på sin 'Reality'-tour i København og åbnede ballet med det nye mørke stjerneskud 'New Killer Star'. Flere aldre samlet Der var både et brudepar og et sølvbrudepar blandt publikum i Forum. Mere charmerende end nogensinde tog Bowie selv gas på sin fremskredne alder. Måske skulle man bare tage konsekvensen og blive Engelbert Humperdinck? »Er der nogen fra New Jersey i salen i aften?«. Men vittigheden blev hængende i luftens vægtløse lattermildhed. Sagt af en mand, der stadig er i færd med at falde ned på Jorden fra en anden af rummets ukendte tidshorisonter. »Time may change me/ I can't change time«. Bowie sang de velkendte ord fra 'Changes', men i virkelighedens 'Reality'-verden synes det omvendte næsten at være tilfældet. 56 år efter det blev født ind i identiteten David Robert Jones i Brixton, er fænomenet David Bowie rynke- og fedtfri og i besiddelse af samme drengede charme og elegance. Om noget mere veloplagt end nogensinde. Ordet velpræserveret dækker ikke. Her er ikke antydningen af en Mick Jaggers desperate fauntag med den tandløse tidskælling. Tiden kysser David Bowies skarpe kindben i forbifarten og skynder sig videre. Måske er pagten den, at manden udadtil forbliver uforandret, så længe musikken forandrer sig i takt med tiden. Så længe han på 'virkeligheds'-cd'ens 'Never Get Old' synger om at styrte hovedkulds ned ad livets gade. Klart og knitrende, let og skarpdefineret. Bowie har tidligere turneret med ensidig vægt på nyt materiale og han har rejst med de største hits spændt for et buldrende triumftog. Men de musikalske præmisser for 'Reality' viste sig noget nær perfekt egnet til at blande gammelt og nyt. En glædestrålende popkoncert med lommer af mørke og skygger af sorg. En lethjertet hyldest til livet projiceret op på dødsbevidsthedens sorte bagtæppe. De visuelle rammer var, selvfølgelig, mere grafisk cool end nogensinde. Bag sig havde Bowie bandet fra 'Reality', og Bowies benhårde bigband var tydeligvis sporet ind på opgaven. Hun ligner Nefertiti og spillede en fremragende bas, Gail Ann Dorsey. Trommeslageren Sterling Campbell og keyboardspilleren Mike Garson skiftedes til at holde rorpinden, mens Earl Slicks karakterisk skarpe guitarspil lå i dialog med den irske klangdrømmer Gerry Leonard. Tiden fløj afsted Tiden fløj stilfuldt af sted mellem før og nu. Fra 'Fame' som knitrende futurofunk til en skarpt skåret 'Breaking Glass' og det store selvfølgelige vingefang i eksistentielle klassikere som 'Heroes', 'Ashes To Ashes' og go'e gamle 'Ziggy Stardust', der endnu engang blev opslugt af sit ego og genfødt som tidskunstneren Bowie. Fordi der var tid og plads til et sats som 'Hello Spaceboy' fra 'Outside' fik Bowie den 32 år gamle 'The Man Who Sold The World' til at lyde som om den var skrevet i forgårs. Afgørende var det, at numrene fra 'Heathen' og 'Reality' viste overbevisende bærekraft og spændvidde. 'Sunday's grandiose melankoli, 'Bring Me The Disco King's desillusioneret jazzede slentren. 'Fall Dog Bombs The Moon', der med lige dele afslappethed og resignation opregnede de personlige velsignelser i en tid, hvor Djævelen ellers er løs på markedspladsen. Hvor tiden er så smart som en smart bombe og hvor årene uden bund og undergrund kan synes sorte, flade og lydløse for kunstnerens blik. Bowies nye sange går tæt på tiden og virker samtidig mere sårbare og åbne end tidligere. Uvisheden er nu den ydmyge kerne i hans musiks ulmende scenarier. Så røg lyden i Forum. Eller gjorde den? Bowie satsede hårdt ved at slukke for mikrofon og musik midt i 'Slip Away' fra 'Heathen'. Overgangen var mildest talt ikke elegant, men efterhånden lykkedes det et i begyndelsen forståeligt forvirret premierepublikum at synge omkvædet »twinkle, twinkle Uncle Floyd« tørskoet i land. Det var en premiereaften. Så sker den slags. På en måde virkede det også som en understregning af, at det, David Bowie denne gang rejser rundt med, er levende musik i stor stil og fysisk pågående udfoldelse snarere end en jukeboks med funktionsgaranti. For det var noget andet end en hitparade, selv om selv den bageste række viftede med armene og skrålede med på 'Heroes'. For det var jo ikke bare et hit. Det var David Bowies løftestang til sjælen. Vi kan alle blive helte Påmindelsen om, at vi alle sammen kan blive helte i vores liv og måske i virkeligheden ikke kan stræbe efter mere. Uanset hvilken form for 'Reality' vi befinder os i. For som manden siger: Der vil aldrig være penge, drugs, kugler eller sex nok. Ikke til alle. Ikke engang til en enkelt. når først tiden er gået. Rockmusikken er kunstarten, der siden 60'erne har leveret lydsporet og billederne til vores kollektive fantasi. Og dandyen Bowie er med sine skiftende spor, sine banebrud og sin samlende personlighed gået hen og blevet dens svar på Picasso. Lydbilledet skifter hele tiden fra præcision til præcision. I 'Reality' er alt forandret. Intet er forandret.