Det var Tango Orkestret i radikalt forandret skikkelse, man hørte, da det for to år siden indledte et samarbejde med den argentinske bandoneonspiller Marcelo Nisinman. Et samarbejde, der ligeledes resulterede i en fremragende cd-udgivelse. For ikke blot repræsenterer bandoneonen - stærkere end noget andet instrument - tangoens sjæl, men som den overmåde begavede arrangør Nisinman er, gav han sit helt selvstændige bud på den tango nuevo, som Astor Piazzolla, Tango Orkestrets store inspirator, havde skabt. Efter Nisinmans besøg stod det danske orkester altså tilbage på egne ben. Men noget nyt er der sket, og forhåbentlig bliver det permanent. Man har udvidet den oprindelige kvintet med en bassist, Jesper Lundgaard. Og som denne udfylder rollen, kan man næsten ikke forstå, hvorfor man ikke for længe siden har taget et sådant skridt. For med sit spil dækker Lundgaard ikke blot en melodisk og rytmisk funktion, som på den ene side frigør guitaristen Palle Windfeldt og på den anden side danner en effektfuld modvægt til trommeslageren Carl Quist Møller, der undertiden kunne optræde for meget som et enmandsorkester. Endnu mere afgørende er det imidlertid, at Lundgaard med sin tilstedeværelse har givet musikken en dybere klangbund. Ikke blot i ren bogstavelig forstand, som lydkilde, men også i emotionel betydning, ved at give den alvor, der ligeledes findes i musikken, en mere indtrængende karakter. Det lader sig konstatere, når man lytter til orkestrets nye, højst anbefalelsesværdige cd, 'Hora cero', der igen ene og alene er helliget Piazzollas kompositioner. Og det blev endnu tydeligere ved lørdagens koncert i Copenhagen JazzHouse, hvor musikken kunne udfolde sig endnu friere. Det gjaldt i særdeleshed solospillet, og i denne forbindelse var det bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad også ensemblets forankring i jazzen satte sine spor, uden på nogen måde at splitte det samlede musikalske udtryk. Violinisten Kristian Jørgensens kapacitet på dette felt kender man jo, og ikke mindst en sekvens i andet sæt på bød på noget af det mest medrivende kvartetspil, man kan forestille sig. Så derfor var det Kåre Munkholms spil på vibrafon og marimba, der overraskede mig mest. Henrik Sveidahls tenorsaxofon var ude på de vilde vover i 'Prepárense', men ellers var det hans basklarinet og sopransaxofon, der stod i centrum i det fortræffeligt arrangerede repertoire. Og som jeg også har skrevet tidligere, så kender jeg ingen, der spiller sopransaxofonen med en smukkere tone. Slank, varm - og renset for ethvert anstrøg af sentimentalitet. Allersmukkest klang den i 'Milonga del Angel', den sidste og fjerde sats i Piazzollas 'Angel Suite', hvor også Lundgaard og Munkholm svarede for solospil af ypperste karat.