Inden Thomas Dybdahl fra Stavanger rejser videre ud i Europa i forsøg på at finde et publikum dér, er han og hans band på turné i Danmark. Og herhjemme har nordmanden allerede fans, der holder af ham. Rigtig meget endda. Det kan man ikke blot måle på, at han netop har fyldt Lille Vega to aftener i træk med 500 gæster ad gangen. Man kunne også mærke det på stemningen, hvis man var så heldig at være en af dem, der kom ind i salen på Vesterbro onsdag aften. Her behøvede Dybdahl bare at anslå et par toner på guitaren, før hans fans var med på, hvilken sang han var ved at sætte i gang. Alle koncertens numre var hentet fra den såkaldte oktobertrilogi, som den unge nordmand indledte i 2002 med albummet 'That Great October Sound'. Han har haft længerevarende ophold på den norske salgshitliste lige siden. Også med 'Stray Dogs' fra 2003 og trilogiens tyste finale 'One Day You'll Dance For Me, New York City' har Thomas Dybdahl betaget sit publikum med nuancer af en oktoberlyd, der er sensommerlun, muldet og melankolsk. Især i sammenligning med trilogiens tredje del virkede koncerten i Lille Vega mere imødekommende og bevægende. 'One Day You'll Dance For Me, New York' er ligesom Dybdahls to første udgivelser en smuk lydforskning af, hvad integritet er, hvad kærlighed kan og kræver, og hvordan melankoli har det med at snige sig ind i erkendelsen. Men på det sidste album i trilogien er det indimellem som om, sammenspillet mellem mange slags tangenter, strenge, slagtøj og stemme har mistet noget af sin saft og er blevet mere stift. Det er lige ved at blive melankoli som formfast, rockmytologisk genspilning i stedet for at være denne her svært definerbare og underligt sitrende blanding af vemod og glæde, der kendetegner følelsen. Under koncerten fik heller ikke sangene fra 'One Day You'll Dance For Me, New York' imidlertid lov til at gå i stå. Mens resten af orkestret spillede, så musikken skælvede i grund og rum, både samlede og udvidede Dybdahl melodierne med en stemme, man skal have en overordentlig god fantasi for at kunne høre for sig, hvis man bare ser et billede af manden. Måske er han 170 centimeter høj, når han står på tæer. Måske vejer han 63 kilo. Med støvler på. Men hold da op for en stemme. I dybden er den mørk, tung og rund. I højden har den et glidende, skært lys. Aftenen igennem udnyttede han sin stemmes vide spænd bedst muligt ved at lade dens modsætninger flå i hinanden, tørne mod hinanden og supplere hinanden, så man kunne mærke temperamenterne og føle noget for mandens tilbagevendende rocklyrik om nødvendigheden af at være, den man er. Sådan et budskab ligner jo bare en flov floskel, når man skriver det ned. Men mens Thomas Dybdahl sang det igennem som indtrængende forhåbning i sange som 'Make a Mess of Yourself', 'Don't Loose Yourself' og 'Henry' var det i nogle øjeblikke som at stå midt i det umistelige. De kan godt glæde sig, derude i de næste mange koncertsale.