0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skabelonernes aften

Baal indledte Tivolis Fredagsrocksæson med deres lidt for skabelonagtige glamrock.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

For ni år siden debuterede Baal med en ambitiøs teaterrock, hvor hver sang var beplantet med kolossale dramaer - ofte iscenesat i en skov af forskellige tempi. I fredags udkom gruppens femte album, hvor sanger Bjørn Fjæstad & co. mere end nogensinde forsøger at forlige sig med den klassiske (glam)rocksang. Men bundlinjen er den samme: Baal mangler alt for ofte styrke til at rykke sig løs fra deres egen fermhed. Deres dygtige sangskabeloner kommer til at fylde alt for meget, fordi gruppen er for nærig med, hvad den putter i dem.

Ud over en lille, hengiven fanskare oppe foran var begejstringen da også til at overskue, da Baal åbnede Tivolis Fredagsrock-sæson på en lun forårsdags råkolde aften. Ikke fordi der er noget galt med bandets håndværk: Selv gennem havens restriktive støjpolitik, der til tider fik musikernes rockattituder til at tage sig næsten komiske ud, præsterede kvintetten et solidt sammenlimet rockswing, der lover godt for den kommende turné på landets mere lydstærke scener. Og som frontfigur er Fjæstad flyvende: Han virker som verdens omtrent mest elskelige person, der konstant smiler med øjnene - selv når han presser sin luftige, hæse stemme lidt for hårdt.



Næ, det er og bliver materialet, der er Baals svaghed. Det er ikke dårligt, men det mangler den sidste vildskab, originalitet, X-faktor, you name it. 'Fall and Rise' fra debutpladen 'Sensorama' lød fredag som en decideret aftenskoleøvelse i gøglede taktarter. Og der stod 'alibi' skrevet hen over det nye 'hit' 'Copenhagen Streetlights'.

De eneste sange, der for alvor brændte igennem deres egne vers-omkvæd-strukturer, var de bedste fra den nye plade: 'Hey hey hey', 'Honeydropper' og så titelnummeret 'Do You Come With Special Features'. Især det sidste var et af de få tilfælde, hvor Baal gav os melodisk suspense og vedkommende fortælling nok til at form, kulde og Plænens uinspirerende, Grøn Koncert-lignende koncertindpakning fortonede sig.

Baal er et stjernekompetent band, og Fjæstad en unik stemme. Hvad kan det dog ikke blive til, hvis de slipper kontrollen og begynder at skrive sange, der lyder som sange og ikke som gamle, udtjente støbeforme?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere