Hvordan fornyer man sig uden at skære rødderne - og dermed grunden til, at man overhovedet er her - over? Det er det dilemma, den københavnske rockinstitution Sandmen i disse år forsøger at løse, i det der indtil videre tager sig ud som nogle meget langstrakte indledninger til et comeback. Gruppens nyeste forsøg er at have guitaristen m.m. Lars Top-Galia fra de gamle ærkerivaler fra Pisserenden og omegn, med som gæst på den miniturné, der raserer landet just nu og torsdag aften besøgte Vega. For os nede i salen var problemstillingen lige så massiv som de enorme mure af guitarer, der væltede ned over os: Vi elskede Sandmen i begyndelsen af halvfemserne og vil selvfølgelig helst have, at bandet lyder nogenlunde ligesom dengang. Men samtidig vil vi helst være fri for at henfalde til træt nostalgi. Publikum, for nu ubeskedent at starte med os selv, klarede opgaven fint ved at udvise mere end høflig velvilje over for de nye numre og de mange syrer, der grønt og giftigt bobler rundt i lydlandskabet omkring Lars Top-Galia. Og så naturligvis sende de begejstret spjættende kroppe tilbage i tidsmaskinen sammen med nogle hårde, kantede og stenede udgaver af dem, vi kender så godt: '5 Minutes Past Loneliness', 'House In The Country', 'Devil's Way', 'Long Let Sally' og 'Am I Grooving You' for eksempel. Helt ærligt var det lidt mere tvivlsomt, hvordan Sandmen og deres gæstestjerne begik sig. For sandt at sige var det svært at skelne de overdrevent mange nye og for os helt ukendte sange fra hinanden i den voldsomme guitarstorm og buldrende lyd. Når man så, som et let arrogant og forældet levn fra de åh så cool firsere, ikke gider ulejlige sig med at forklare sit publikum, hvad fanden der foregår, og hvad man spiller, synker interessen. Godt for omsætningen i baren på Vega, men skidt for Sandmen og os, der gerne ville inviteres indenfor i de nye omgivelser. Her hjalp det fedt, at Lars Top-Galia tro mod sit væsen var en hårdtarbejdende holdspiller, der virkelig forsøgte at hælde et ordentligt skvæt syre ind bag pupillerne hos Ole Lukøje og Co. For Top-Galia er nu engang en guitarist med et sylespidst spil, udklækket af punkrocken, mens Sandmen er et klassisk rockband, baseret på et mere åbent og traditionelt spil, som den faste mand på guitar, Stefan Moulvad, præsterer. Derfor var tilføjelsen med til at lukke lydmuren om sig selv og bure en af Danmarks fortsat mest suveræne rocksangere Allan Vegenfeldt med sølvgrå manke og klædeligt sort jakkesæt inde. Til trods for de gode intentioner og den store arbejdsindsats blev Lars Top-Galia denne aften i hvert fald ikke en stor gevinst for Sandmen. Det er den fænomenale rytmegruppe med en lydmæssigt dybtliggende og på scenen yderst fremtrædende Ole Wennike på bas og Michael Rasmussen på trommer til gengæld. Her holder formatet og det dybe groove hele vejen, hvorfor vi da også til sidst måtte overgive os til en rendyrket arbejdssejr. Den blev hevet helt i hus, da Sandmen overraskede med en yderst stålsat udgave af svenske Leather Nuns 'Prime Mover' og et tranceagtigt, svævende, sugende og syret shamankor i første ekstranummer med Vegenfeldt på Moog-synthesizer og Ole Wennike på sært mumlende vokal. Måske lød det med Top-Galias lydkulisser lidt meget som Sort Sol, men fedt var det som et åbent spørgsmålstegn snarere end et punktum for en koncert, der lovede mere end den overbeviste. Hovedsagen er, at der er noget at arbejde med og Sandmen virker klar til at tage den store tørn, med eller uden gæstestjerner.