Kun de allermest dedikerede fans kunne følge med i, hvilke numre Lou Reed spillede i København tirsdag aften. For det var absolut ingen greatest hits performance, newyorkeren var taget hertil for at fremføre sammen med sit faste band. Derimod var der tale om et par timers overbevisende opvisning i kunsten at spille rock, så den dér gamle, nedtrådte genre fremstår som en uudtømmelig kilde til forundring og forvandling. Sådan var koncerten fra det indledende nummer, 'Adventurer', hvor Reeds mangeårige musikere og han selv spillede sig ind på hinanden. Mere og mere stramt og tændt for hvert tema af en typisk ikke alt for kendt sang fra 'Set the Twilight Reeling'. I de næste numre blev sammenspillet gradvist mere gnistrende, men samtidig mere følt. Og den balance var en motor gennem det meste af koncerten. På den ene side lag på lag af små, enkle melodier udsat for stålblanke, knivskarpe strenge og punktlige trommer. På den anden side impulsivt formede sprækker i konformiteten, i melodiernes tempi eller i afslutningerne, som Lou Reed især i begyndelsen af koncerten havde det med at trække ud på guitaren. Det kan godt være, at han ikke sagde så meget mellem sangene. Ligesom han heller ikke i begyndelsen bevægede sig ret meget på scenen i sine harmløse, lyseblå jeans og en langærmet T-shirt, som overraskende nok ikke var sort. Den var noget så humanitært som camelfarvet. Men sagde han kun lidt, og ventede han en rum tid med at vise sin kunnen inden for tai chi samt sin lyst til at logre lidt med røven, så overlod han til gengæld ordet til musikken. Hele vejen igennem. Og i konstant søgende, medrivende samarbejde med Fernando Saunders (bas), Mike Rathke (guitar), Jane Scarpantoni (cello) og Tony Smith (trommer). Dagen efter koncerten fik jeg mulighed for at tale kort med Lou Reed, der gerne ville begrunde, hvorfor han ikke spiller flere af sine mange, store hits på sin igangværende turné: »Alle i bandet vil hellere spille sange, vi ikke har spillet sammen før. Som er sjove for os at spille. Vi har ønsket at kombinere gammelt og nyt materiale, så derfor har publikum aldrig før hørt os spille hovedparten af numrene. Det er glimrende, synes jeg«, sagde Lou Reed med en smågnaven, sortmurrende stemme, der egentlig ikke adskiller sig nævneværdigt fra hans sangstemme. Når han synger, er der også revner af skær følsomhed i alt det sorte, der har hængt ved ham som tankegang, livsstil og facon i evigheder. Eller i hvert fald fire årtier. Lou Reed forklarede, hvad der sker, hvis et nyt band får et hit med en sang fra det første album og begynder at leve op til publikums forventninger om at høre det hit gang på gang. Bandet hænger på det. »Jeg har altid forsøgt at lade være med at falde i den fælde. Fra den første dag, vi spillede med Velvet Underground, har folk ikke anet, hvad det var, vi ville spille. Og vi nyder at spille på den måde. For hvis man virkelig kan lide musik og lytter til god musik, du aldrig før har hørt, så giver det dig måske en anden oplevelse. Ikke the same old shit«. Lou Reeds nuværende band er et rigtigt band, siger han. Ikke noget med studiemusikere, der bare dropper forbi for at følge solistens påfund. I forbindelse med den første af tre lynhurtigt udsolgt koncerter i Danmark var sangen 'My House' fra det tidlige album 'Blue Mask' med på repertoiret: »Det er Fernando Saunders, som har ønsket at spille den i mange år. Men først nu har jeg fundet en guitardel, som er god. Hvis jeg ikke kan finde ud af at lave det, som det skal være, så gør jeg det ikke. Nogle gange er man der. Andre gange er man der ikke. Denne gang er jeg der«. Og det var den oplevelse af tilstedeværelse og lyst til at udforske både ældre og nyere sange, som gjorde de helt eminente musikeres optræden uforglemmelig. Musikeren, performeren og dirigenten Lou Reed havde det virkelig. I øjeblikket. Både i de råt rockende sange og i numrene fra det seneste studiealbum, 'The Raven', som studieversionen lyder som en opstyltet fortolkning af Edgar Allan Poe. På scenen var det anderledes. Stemmen stod brak som en sårbar, modtagelig mark. Musikken føjede sig omkring den og tilførte en stemning af spiritualitet. Som ellers ikke er den første følelse, man tænker på i forbindelse med Lou Reed. Den var der. Og var det mest forbistrede ved koncerten, at man ikke kunne gå omkring og bevæge fødderne til numre inspireret af forkullet rythm'n'blues, så var det bedste til gengæld at opleve et inspireret, lydhørt sammenspil mellem musikere. Der hele tiden fangede hinandens øjne og kiggede dybt, mens de spillede. Hvorfor øjnene? Når nu det er musik, det handler om? Det spurgte jeg Lou Reed dagen efter koncerten, lige inden han skyndte sig ud for at få noget luft. Og købe nogle elastikløse strømper. »Man ser dybt ind i sjælen af den anden musiker. Mens du spiller, er du så tæt som overhovedet muligt på andre mennesker. Det er, hvad sammenspil er. Man kommunikerer gennem musikken og sjælen«.