I loftet over scenen hænger to brændende, elektriske lysekroner. Ved siderne af de blødt draperede, fratrukne forhæng er der nogle skærme, så også de bageste af de 6.500 tilskuere i Forum kan iagttage Bruce Springsteen tæt på under koncerten. Det er alt, der er at se på. Altså bortset fra Bruce Springsteen selv, og visuelt fylder han godt nok ikke alverden, som han står der på scenen, inden han begynder sin koncert med at få 'Beautiful Reward' til at lyde som en salme, der trækker vejret på trods gennem en mundharpe og tungt gennem et pumpeorgel. Var det ikke ham, der havde enorme biceps i midten af 80'erne, hvor han fyldte stadioner og nærmest solgte millioner af plader om ugen? Manden og sangene Nu er alle de overflødige kilo væk. Tilbage er manden og sangene, som han rejser rundt for at præsentere uden spor af pynt eller pjank, men med koncentreret indlevelse og bevidsthed om, hvad han vil med dem. Allerførst skal han dog have publikum til at høre efter. Det griber han an på to måder. Han beder høfligt om stilhed i salen under koncerten, og derefter går han så i gang med at fortolke sine egne sange væk fra det forventede og sommetider helt ud til grænsen for, hvad han selv formår som sanger og musiker. Hvis man syntes, at pumpeorglet gav 'Beautiful Reward' langmodigt slingrende spiritualitet, bliver man umiddelbart efter banket vågen af en svært genkendelig version af 'Reason to Believe' fra den 23 år gamle soloplade 'Nebraska'. Her står Springsteen op, og han vrider både mundharpen, stemmen og kroppen fra sans og samling, mens han banker rytmen hårdt ned i gulvet. Han lyder som en desperat, fodlænket fange, der råber indeni i et stort, ødelagt landskab. Dermed lyder han også som nogle af de sydstatsamerikanske steder og mennesker, som han giver stemme på sit nye album 'Devils and Dust'. Med vidderne i de stemningsrige arrangementer og manglen på sentimentalitet i de gennemarbejdede tekster om udsatte sjæle er den nye plade Springsteens bedste i mange år. I Forum binder han antikrigssangen 'Devils and Dust' sammen med den fortabte tone i 'Empty Sky' fra albummet 'The Rising'. Begge sange fremføres med en koncentration, så deres personificerede kritik af amerikansk politik bliver vedkommende. Den amerikanske sangbog Springsteen skriver ikke sloganagtige politiske tekster. Han skriver om mennesker på samme måde, som hans helte har gjort det. Han skriver videre i den amerikanske sangbog, hvor Bob Dylan, Elvis Presley, Roy Orbison og Johnny Cash allerede står. Det er hans arbejde, og han er en af de kunstnere, som tidligt har forstået, at ligegyldigt om pladerne sælger, og om han bliver kaldt smart eller bare dumsmart, så gælder det om at gøre sit daglige arbejde så godt, man kan, og med en ydmyghed over for udfaldet. Det er også sådan, han arbejder i Forum. Som en mand, der har sendt sig selv ud på turné for at fortælle historier, så godt han nu formår det. Historier om Amerika, Gud og os andre. Faktisk ikke så få historier om at være forælder og om relationer mellem mødre og sønner. 'Long Time Comin' er på 'Devils & Dust' en varm historie om at kaste sit anker i en familie og passe på den. I Forum er sangen større. Springsteen træder væk fra mikrofonen og synger fortvivlet råbende ud i den store sal, som om han er en mand i konstant risiko for at blive forledt af det værste i sig selv. Andre sange i Forum handler om mennesker, der lever i fysisk frygt for at blive slået ihjel i grænseområderne mellem Mexico og USA. Kun få gange vender Springsteen tilbage til egentlige hits. På mundharpe og klaver spiller han en langsom, bønfaldende udgave af 'Tougher Than The Rest'. På banjo fortolker han 'I'm On Fire' fra 'Born To Run' indtrængende. 'Spirit In The Night' er denne aften blevet til virkelig spøjs elorgelfunk, mens 'Wild Billy's Circus Story' har beholdt den ungdommelige charme fra den 32 år gamle plade 'The Wild, The Innocent & The E Street Shuffle'. Ingen savner bandet Mon der er nogen til stede, som savner The E Street Bands saxofoner, trommer og keyboards? Det lyder ikke sådan på bifaldene. Og der er heller ikke grund til det. Det her er meget bedre. Det er essensen af nogle af Springsteens bedste sange fortolket, så man ikke lige sletter dem fra sindet igen bagefter. Det gælder også for et af aftenens mest mærkelige numre. 'All I'm Thinking About' er en ny, bluesstemt kærlighedssang, hvor Springsteen med stort besvær synger i et leje så lyst, at man tænker, at enten har han kortvarigt skiftet køn, eller også prøver han bare at lyde som Daniel Lanois på falset. 'All I'm Thinking About' er på grænsen til det latterlige. Aftenens allersidste ekstranummer er ikke blot på kanten til det dybt bevægende. I adskillige minutter gentager Springsteen og hans pumporgel Suicides 'Dream Baby Dream', så den lyder som en intens og ufrelst vækkelsesprædikants uophørlige salme, der ikke henvender sig til nogen bestemt gud. Den rækkes ud i salen.