Han har en gren af sin familie i Skandinavien, den amerikanske jazzlegende George Russell. Den svenske gren med børn og barnebarn var i Danmark til Russells koncert i Odense, og det var en tydeligt rørt George Russell, der med sprukken gammelmandsrøst gjorde opmærksom på, hvor glad han var for efter mange år igen at kunne være sammen med sine slægtninge. Russell havde gyldne år som bosat i Sverige i sidste halvdel af 1960'erne, så det med den skandinaviske forbindelse er oplagt. Men lige så oplagt var det, at legenden, der som ung musiker i New York var del af kredsen omkring Gil Evans, nu er blevet gammel. For gammel, i grunden, til at stå på en scene og dirigere sit store Living Time Orchestra, som blandt andet tæller danske Palle Mikkelborg i trompetgruppen. Ganske vist brugte det 82-årige jazznavn med den sprukne stemme og det brune jakkesæt ikke den stol, der var stillet frem til ham, men klarede at stå op. Og ganske vist kunne han, efterhånden som aftenen udviklede sig, endda danse lidt rundt, så der næsten kom skred i hofterne. Men han kunne dårligt holde sammen på sine sætninger, når han henvendte sig til publikum. Om det så var rørelse eller bare fordi manden nu definitivt ikke er ung længere. Det var svært at sige. Under alle omstændigheder havde Brad Hatfield ved keyboardet overtaget meget af den ledelse, der er absolut nødvendig for at holde sammen på Russells 14-mandskoncept af et orkester og, ikke mindst, hans meget lange numre, der - som for eksempel det legendariske 'The African Game' - er sat sammen af temmelig forskelligartede afsnit med masser af puls- og karakterskift undervejs. Skruet sammen som ét langt sæt bød koncerten stedvis på virkelig flyvende, funky og semi-bigbandklingende jazz med dejligt punchy messingspil, hvor Richie Morales' rockinfluerede, tungt swingende trommer betød alverden for det massive udtryk, godt suppleret af Bo Stief på bas. Men der er næppe tvivl om, at det primært var som workshop, Russells besøg havde betydning. Med i hver eneste instrumentgruppe på scenen var unge danske musikerspirer fra Det Fynske Musikkonservatorium og fra Rytmekons, og de har helt sikkert fået en verden åbnet ved mødet med legenden og ved at spille sammen med de garvede drenge fra hans Living Time Orchestra. Mikkelborg holdt hele aftenen et højt niveau i sine soloer, der fik særdeles god plads. Først i det afsluttende, solide Russell/Ingles-arrangement af Miles Davis' 'So What' kunne han ikke snige sig uden om mesterens spøgelse, uden at det gik ud over udtryk og veltalenhed. Legenden George Russell er blevet for gammel til at stå på en scene. Men at høre en purung Rasmus Fribo så sikker og så til stede med sin matslebne tenor. Eller at opleve en ny basunpige som Sara Madsen i dén grad træde i karakter. Eller at høre en ung Michael Vitten vride keyboardet om kap med garvede Brad Hatfield og præge koncerten, sådan som han faktisk gjorde med sit ekstra elektroniske lydgrej. For slet ikke at tale om Simon Krebs' værdifulde bidrag på guitar. Det var både tilfredsstillende og symptomatisk for, hvad der i sidste uge helt sikkert har været en vellykket fynsk jazzworkshop, afholdt i forbindelse med Det Fynske Musikkonservatoriums arrangement af årets Musikhøst-festival, der netop har haft amerikansk musik som tema.