Gidon Kremer, den lettiske violinist, skræddersyr sine programmer eklektisk, nogen vil mene: perverst. I 'After Bach'-programmet fik vi et katalog over spændvidden inden for højst egenartede musikalske temperamenter, og bukserne sprak mere end én gang. Aldrig har jeg hørt mere prunkløst spil, end da Kremer lagde ud med et arrangement for violin og vibrafon af 'Fuga canonica' fra Bachs 'Musikalisches Opfer', og klangen var endnu mere demonstrativt uattraktiv i verdenspremieren på Tickmayers artige Bach-variationer. Men Kremer har aldrig efterstræbt skønheden eller det olieret veltalende, hvilket aftenens højdepunkt, chaconnen fra Bachs d-mol-partita, til overflod beviste. Tonen var hård, nærmest vranten og forsuret, og det bekymrede ikke Kremer, om han faktisk spillede rent eller ej. Kun gradvis lod man sig forføre, hvis det er det rette ord i så kuldslået et selskab, af en mands ætsende monolog. Udførelsen var præget af en sammenbidt verdslighed - ikke følelsesfuldt og vibrerende som en Rostropovitj ved Berlinmuren, men som en kong Lear, der anskuer verden uden sentimentalitet og uden håb. Det var ikke rare ting, Kremer fik sagt, men de forekom ham magtpåliggende. Resten af programmet levede ikke op til det løfte. Pianisten slog enorme brød op i chaconnen fra Händels G-dur-partita, romantisk selvnydende og gestikulerende, som den romantiske symfoni, Händel (måske) kunne have skrevet, hvis han havde skrevet symfonier... og var født 100 år senere. Opførelsen var uautentisk og provokerende, og Skanavi havde ikke ganske den fornødne teknik. Den karismatiske vibrafonist Pusjkarev lærte vi for alvor at kende i hans egne arrangementer over tostemmige Bach-inventioner, hver af de tre satser lavet som pasticher over jazzikoner og cool og virtuose. Kremer overlod generøst gulvet til Pusjkarev i koncertens afsluttende Piazzola-stykker, og jo, vibrafonen kan bruges til at formulere sig følsomt og anfægtet, og i Piazzola klædte Pusjkarev og Kremers sensuelt insinuerende tone hinanden ideelt. Tyngdepunktet var Busonis sonate nr. 2 i e-mol for violin og klaver. Pianisten var så smerteplaget og narcissistisk som nogensinde, fast besluttet på at hugge Busoni fra Kremer. Hendes smerte var fotogen og tusmørk, men var den ærlig? I perioder lå klaverspillet smerteligt tæt på karikaturen, men i slutsatsen, variationer over Bachs koral 'Wie wohl ist mir, O Freund der Seele', fandt Skanavi og Kremer sammen i et konfessionelt rum af ro og varme.