Mærkeligt tidspunkt til en symfonikoncert, sådan lørdag middag kl. 12. Det tænkte måske flere. Forklaringen var, at orkestret var på vej til Holland for at spille med den hollandske hammerklaverspecialist Ronald Brautigam, som de har fået et frugtbart venskab med. Forprøven var en koncert med Haydn, Mozart og så Danmarks svar på sidstnævnte, den tyske indvandrer F.L.Æ. Kunzen. Friskt spillet. Med fine detaljer. Ikke mindst i en usædvanlig skarpsleben symfoni i A-dur nr. 29 af Mozart. Oppe på tæerne, skal jeg love for, og så langt fremme i strandsandalen, at man et øjeblik helt glemte årstiden og kun tænkte på, om man mon kunne skære sig på denne marehalm. Mozarts første modne klaverkoncert, nr. 9 med tilnavnet 'Jeunnehomme', har mere passion i sin langsomme sats, end Kunzens symfoni i g-mol har i alle sine fire satser tilsammen. Kunzen tør nemlig ikke bruge moluniverset til mere end ramme og farve i ydersatserne. Så meget desto finere, hvad Lars Ulrik Mortensen tryllede frem af spøgelser og rustikke fornemmelser i midtersatserne. Mozart, derimod, tør rigtig meget i 'Jeunnehomme'. Det klæder Brautigams spillefriske her og nu stil-med sådan et værk, men balancen var, modsat ved tidligere koncerter med CoCo og samme solist i samme rum, for skæv. Gad vide, om det meget spinkelt klingende klaverinstrument var et andet, end sidst vi hørte Brautigam i Garnison. Haydns lethed, perlende lød det, i en ligefrem klaverkoncert i D-dur bød på lidt færre balanceproblemer på grund af orkestersatsens tekstur. To horn udsat for hele dette program, uden mulighed for hvile, flossede og knak selvfølgelig. Naturhorn uden ventiler er ikke for tøsedrenge. Og så ved jeg ikke. Var det bare mig, der syntes, at dirigenten lige denne middagsstund overdrev sine finurligt pointerede afslutninger?