For os almindelige dødelige, der går under betegnelsen 'normale', er der noget gådefuldt ved mennesker, der lever i en anden sindstilstand. Og vel især, når det drejer sig om kunstnere. For undertiden kan man ikke lade være med at spørge sig selv, i hvor høj grad denne tilstand har indflydelse på deres kunstneriske skaben. Et spørgsmål, som også trompetisten Tom Harrells optræden med DR Big Band fredag aften i Copenhagen JazzHouse gav anledning til. Der er ingen grund til at dække over, at den nu 59-årige Harrell lider af skizofreni og derfor er under stærk medicinering. Med henblik på dette besøg havde han skrevet ni nye kompositioner, og det bemærkelsesværdige var, at de på afgørende punkter afveg fra den musik, han tidligere har arbejdet med. En musik, der oprindelig var præget af en dyb melodisk og lyrisk sans, om end Harrell ligeledes var i stand til at formulere sig med en frapperende ekspressivitet og en rytmisk eksplosivitet, som man kunne opleve det, da han for ni år siden besøgte os med sin oktet. Det overraskende denne gang var, at Harrell i sine kompositioner, på et par undtagelser nær, gav afkald på at basere dem på en egentlig melodisk linjeføring. Snarere var der tale om en form for motivisk bestemt, fanfareagtig musik, domineret af kradse messingblæserklange og underlagt en latin-influeret rytmik i flere variationer, mens selve solospillet kredsede omkring en enkelt eller et par akkorder. Insisterende i sine gentagelser, men samtidig båret frem med et ubønhørligt drive af en formidabelt arbejdende rytmegruppe, der ved denne lejlighed havde fået assistance af perkussionisten Klavs Nordsø. I nogle passager blev Dizzy Gillespies store orkester nærværende, i andre var det samarbejdet mellem Miles Davis og Gil Evans, der meldte sig i tankerne. Men overordnet havde musikken sin helt egen tone og sit helt eget udtryk. En slags minimalisme, eksponeret til stort format. Og med Harrell selv som hovedsolist i en række indsatser, hvor han i visse stunder kunne virke lidt famlende, for øjeblikket efter at slå til med lynets kraft. Helt skjult forblev den lyriske side af Harrells temperament dog ikke. Den dannede en ballade i koncertens anden afdeling et smukt eksempel på. Men også i dette tilfælde var det karakteristisk, at Harrell i sin disposition af værket søgte hen imod en forenkling, hvor kun skelettet af et par akkorder til sidst stod tilbage. Ekstranummeret blev et ældre nummer, 'Train Shuffle', der viste, hvilket inspirerende grundlag bluesens tolvtakter-skema kan udgøre. Og lad os heller ikke glemme, at aftenens dirigent, Jim McNelly, der virkelig fik orkestret op på mærkerne denne aften, selv svarede for et par inciterende bidrag. Især hans 'Pete's Feet', der indledte andet sæt, er intet mindre end et pletskud.