Man har ærlig talt savnet det et stykke tid: at gå til koncert med landets mest estimerede symfoniorkester og så også få sig en virkelig god koncertoplevelse. Torsdag skete det, og jeg var helt åbenlyst ikke alene om oplevelsen. Der blev råbt og applauderet stående på en måde, som adskilte sig mærkbart fra den sædvanlige nølende 'o.k., de andre rejser sig, så kan vi også'-facon. Her kom græske Leonidas Kavakos med sin Stradivarius. Og lignede han en forsagt, græsk-katolsk teologistuderende, så spillede han til gengæld, så alle græske og danske guder måtte juble. Nikolaj Znaider har med muskelsvulmende gebærder fået Carl Nielsens vanskelige violinkoncert til at give mening. Kavakos gjorde det i dén grad, helt uden tom poseren. Ja, fuldstændig uspektakulært i sin fysiske fremtræden. Men sikken en musikalsk udstråling! Ikke mindst havde solisten et fremragende overblik over koncertens ellers ikke ubetinget virkningsfulde arkitektur, hvor hver af de i alt to satser forudgås af et langsomt præludium. Hans formelle overblik gik hånd i hånd med lækre detaljer. Kraftfuld sikkerhed prægede et personligt violinspil, som alene for sine sanselige kvaliteter fortjener opmærksomhed. Udtrykssikker variation blev leveret om kap med toptunet egalitet. Kavakos gav Nielsen en særlig varme og intensitet, en velgørende opmærksomhed, og alt dette inspirerede tydeligvis. Under ledelse af russiske Andrej Borejko kom også orkestret mere end fyldestgørende gennem Nielsens violinkoncert. Man sad og nød solooboen og alle de andre og blev et øjeblik helt glad for den nielsenske tone. Så pyt med, at der til at begynde med var et par akkorder, som ikke sad præcis, hvor de skulle i forhold til solostemmen. Kavakos måtte af med en omgang næsten blufærdig Bach, før publikum slap ham, og resten af aftenen var også på højt niveau. Såvel drøm som mareridt masserede Borejko ud af det store, stille symfoniorkester i landsmanden Victoria Borisova-Ollas' symfoniske digt 'The Kingdom of Silence' fra 2003. Nyrussisk lytte-let-musik af ganske behagelig skuffe. Og efter en overrækkelsestale i anledning af uddelingen af dirigent Fritz Buschs Mindelegat til koncertmester for andenviolinerne Boris Samsing fik vi en 7. Symfoni af Dvorák - så klart inspireret af Brahms - som med løftet orkestermoral og avede træblæsere bekræftede karakteren fem flotte hjerter. Den dirigent er rigtig god for orkestret. Det har vi oplevet før, når han har været på besøg og dirigeret Sjostakovitj eller Pärt. At få ham sammen med så aktuel og spændende en violinsolist, var en gave. Tak for det.