Den bryllupshvide kjole var utvivlsomt valgt efter Schumanns romantiske samling af sange om en ung kvindes kærlighed og ægteskab, 'Frauenliebe und Leben'. Men alt, hvad vi inden da oplevede hos Mozart, viste, at den tjekkiske mezzo med den sugende, dramatisk vildtfavnende stemme måtte skrue og klemme og tvinge sig ned i Schumanns dydige format. Magdalena Ko{zcaron}ená er, som de, der oplevede hende på Louisiana forrige år, vil vide, langt mere end en artig hustru af 18-årigt 1800-talssnit. Hvad hendes gennemspillede Mozartsange da også effektivt demonstrerede. Her var drama til fingerspidserne! Sitrende og sammenbidt langt forbi det ligegyldigt kønne, når hun i en sang som 'Der Zauberer' spillede ung pige presset ud i det dér med blussende kinder og rystende hænder af en djævelsk dejlig forfører. Efter så vidtspændende en dramatisering af Mozart - en dramatisering, som meget underholdende også bød på Ko{zcaron}ená som forurettet gammeljomfru i 'Die Alte' samt et hurtigt og sikkert sidespring ud i det italienske - ja, så var det, at den hvide kjole kom til hjælp. En kvinde, der tør rase som rødblonde Ko{zcaron}ená, må ave sit temperament i Schumanns sange om hustruen, der med beundrende blik og hovedet fortabt på skrå er sin mand tro til døden. Så meget desto skønnere at opleve, hvordan denne kunstners usædvanligt vide spænd og hendes tendens imod bredt udtrukne, suverænt forvaltede tempi kunne forenes med en så rigt cremet klang og så mangesidig en gennemlysning af teksterne. Ko{zcaron}ená kan virkelig udnytte en teksts dramatiske udtryksspektrum. Frisk fra Salzburg og Mahlers himmelske 4. Symfoni med Berlinerne og Simon Rattle var det en smal sag for Ko{zcaron}ená - på sit modersmål, tjekkisk! - at ryste op med stilsikre, ellers normalt tysksprogede 'Zigeunermelodien' af Dvorák. Samt silende mørk vemod i en håndfuld fine sange af Ko{zcaron}enás nulevende landsmand Petr Eben. Tre gange kæk, ligeledes tjekkisk Janáèek blev måske ikke det mest varierede fyrværkeri af en serie ekstranumre. Men hvem der ikke inden da hørte Magdalena Ko{zcaron}ená i fem skinnende, legende friske 'Mörike-lieder' af den østrigske senromantiker Hugo Wolf, han kan roligt ærgre sig nu! Hendes sangkunst er suveræn, og de fem hjerter over denne anmeldelse skal læses som svulmende, store og varme. Kun i de mest lyriske af Mozartsangene kunne man have krævet yderligere sarthed. Akkompagnatøren var mand for som en dygtig partner smidigt og supertæt at følge Kozená i hendes udtrukne, nuancerede, gysende og lysende Schumann. Men, men, men. Moralen må blive, at man ikke skal lade sig narre af kvinder i hvide kjoler! I tilfældet Ko{zcaron}ená stikker temperamentet i hvert fald langt dybere og videre end til det uskyldigt kønne.