I et par timer ventede en fyldt festivalplads på årets genkomne sensation, Guns n'Roses. Så væltede røgen for anden gang ud fra Orange Scene, fulgt af noget, der lød som elektroniske grynt. Så var vi pludselig på safari i junglen. Med Axl Rose som storvildtsjægeren, der øjensynligt var veloplagt og klar til at nedlægge os alle. Men bare ikke havde ladet sine Guns n'Roses med imponerende lydstyrke. Faktisk var musikken så lav, at man kunne høre, hvad sidemanden tænkte, og det har jo ikke meget med junglen eller rock'n'roll at gøre, vel? Seminavne Efter en tændt optakt til koncerten med habile versioner af tre klassikere fra albummet 'Appetite For Destruction' i form af 'Welcome To The Jungle', 'It's So Easy' og 'Mr. Brownstone', stod det desværre også klart, at 44-årige W. Axl Rose og hans medbragte sammenrend af seminavne og halvstjerner var på en mission, hvis formål var at danne Roskilde om til Las Vegas og rocken om til muzak. Og det lykkedes til fulde. Vi blev præsenteret for bovlamme versioner af klassiske Guns n'Roses-sange, trukket i langdrag af ulidelige soloer for keyboards, guitarer, bas og tromme. Axl Rose skulle jo have tid til at skifte tøj! Uafladeligt. Madonnas tøj? Fint nok, selv om de kostumer, der blev hevet ud af den omfangsrige garderobe, mindede mere om Solkongen, Cher og Madonna end om rock'n'roll. Man blev mere og mere i tvivl om retningen og den eventuelle mening bag galskaben i Guns n'Roses med Axl Rose som eneste originale medlem. Lige indtil de efterladte guitarister på scenen begyndte at lire en instrumentaludgave af Christina Aquileras kæmpehit 'Beautiful' af. Det bekræftede følelsen af, at en fyldt festivalplads blev taget gevaldigt i rumpen. Krampagtig kloning Vi var vidne til en krampagtig og pinefuld musikalsk forestilling, der ikke kendte sin egen identitet. Med en sanger, der tydeligvis ikke vidste, om han ville være en kloning af Liberace og Elton John eller leder af et forynget Rolling Stones. Forvirringen bredte sig, mens intensiteten fes ud som efter en alt for lang biljagt i en dårlig actionfilm i biografen. De eneste formildende omstændigheder var Axl Roses vokale formåen og selvironi. Da han kastede sig ud i en lovsang om Roskilde Festivalens støtte til sultende børn, sluttede han sådan af: »Denne koncert er til ære for alle de børn, der har potentiale til at blive lige så fucked up som mig. Og det er fint nok«. Det kan man desværre ikke sige om den bizarre forestilling med det såkaldte Guns n'Roses på Roskilde Festival.