Sigur Rós musik er tyst og stille. Buldrende og larmende. Imponerende og irriterende. Med vokalisten Jónsi i front og hans fantastisk skrøbelige alfestemme, der synger uforståelige gloser på islandsk og det selvopfundne sprog hopelandic , var der inviteret til en rolig pause fra brøleaben Axl Rose ovre på Orange Scene. Publikum lagde sig i græsset med lukkede øje eller sad ganske stille og vendte tankerne indad til den meditative musik. Skumringstimen over Roskildes første dag passede vidunderligt til Sigur Rós' organiske, meget skandinaviske lydbilleder. Skrøbelig og hjerteskærende Flammerøde visuals skiftede over græsgrøn til isblå havbund bag bandet og bragte en visuel bid af Island med til festivalgæsterne. Sanger Jónsi stod lang, ranglet og skrøbelig udover alle grænser og sang så hjerteskærende, at man havde lyst til at løfte ham op, putte ham i et vattæppe og love at passe på ham. Kaskader af lyd Sigur Rós begynder tit så stille, at det grænser til det uudholdelige. Flere gange gik musikken nærmest i stå, og man måtte kæmpe med sin utålmodighed for ikke at skride og vælge et af de mere ligetil lyttetilbud. Andre gange væltede lyden i kaskader fra scenen som en vulkan i udbrud og endte i ragnaROCK og skinger larm. Men alt det man blev testet på på tålmodigheden, fik man tilfold igen i form af enestånde lytteoplevelse. Det ambitiøse band kræver ekstremt meget af sit publikum i form af koncentration og nærvær. Der var ikke på noget tidspunkt optakt til dans, det er slet ikke Sigur Rós mission at få os til at feste. Det var den introverte fest , de gik efter, og det må man sige lykkedes: Ved siden af mig sad en storhulkende pige, der svor, at det bare var, fordi hun var "så lykkelig lige nu".