Der er som regel ikke særlig meget nyt under askeskyen, når islandske Sigur Rós udgiver en ny plade.
Men her lader bandets syvende album ’Kveikur’ til at være undtagelsen, der bekræfter reglen.
Siden sidst har kvartetten nemlig mistet sin mangeårige keyboardspiller – og generel multiinstrumentalist – Kjartan Sveinsson.
Og måske er det derfor, det virker, som om der er blevet skruet en ekstra tand op for guitarerne på ’Kveikur’. Om der vitterlig skal kompenseres eller bare sprænges nogle sagesløse trommehinder melder historien intet om.
Men fakta er, at Sigur Rós oven på den mere ambientinspirerede, elektronisk funderede og ganske lidet overvældende ’Valtari’ fra sidste år fremstår som et revitaliseret band. Og det klæder dem.
Tonstung dommedag
Det er ellers ikke, fordi der er vanvittige mængder nye boller på islændingenes postrock, der fortsat følger en crescendobegejstret formel fuld af svulstige trommer, brusende strygere og en sart fernis af forsanger Jón ’Jónsi’ Þór Birgissons skiftevis hvinende og pludrende falsetvokal.
Men der er mere liv, end der før har været, i Sigur Rós’ underliggende pladetektonik, og det er et kærkomment nybrud, der vidner om, at Sigur Rós er klar til at smide ungdommens bambiblide ham.
De nærmest 80’er-agtige trommer på ’Stormur’ buldrer frem med et forrygende storhedsvanvid, som bandet med fordel kunne have trukket endnu længere ud i galaksen.
Stjernenavnene er i topform kort før Roskilde-startOg netop den lidt høflige tilbageholdenhed er et generelt problem med ’Kveikur’, der kun på titelnummeret folder sig helt derud, hvor der går tonstung dommedag i den.
Her rammer Sigur Rós det gyldne snit mellem komfort og kvælningsfornemmelser, hvor hele forestillingen tipper faretruende mod følelsen af sidstnævnte.
Man fornemmer klart, at det er her, Sigur Rós gerne vil helt hen. Det lykkes. Men ikke helt så ofte, som man kunne ønske.
Styr på elektronikken
En styrke er dog, at det går langt bedre med at inkorporere forgængerens elektroniske impulser, så de i langt højere grad end tidligere fremstår som en egentlig del af lydbilledet i stedet for at lyde som påklistret ekstraudstyr, hvilket de spøgelsesagtigt underspillede technoundertoner på ’Yfirborð’ er det mest vellykkede eksempel på.
Men hvor Sigur Rós har fået bedre styr på elektronikken, er det stadig det absolut organiske, der præger sangenes titler og – formentlig – også teksterne som helhed, hvilket dog får lov at stå hen i det uvisse, idet albummets cover nærmest udelukkende består af illustrationer.
Kritik Sigur Rós overbeviser igen med betagende albumSangene er i hvert fald i høj grad opkaldt efter islandsk natur.
Således er den slidstærke poweråbner ’Brennstein’ opkaldt efter svovl. Den pompøst himmelstræbende andensingle, ’Ísjaki’, betyder isbjerg.
’Stormur’ er, måske mindre overraskende, islandsk for stormvejr, imens den monumentalt tunge, slæbende og drømmende ’Hrafntinna’ er navnet på vulkanstenarten obsidian.
Ikke en aggressiv plade
Og her skal der ikke mere end lidt almindelig sund fantasi til, førend man kan høre stenenes glasstruktur kanaliseret ud i den insisterende klirrende percussion.
Sigur Rós viser tænder undervejs på ’Kveikur’. Men når bandet selv mener, at lyden på ’Kveikur’ er mere aggressiv, end den har været på bandets tidligere plader, siger det umiddelbart mere om niveauet for blidhed på Sigur Rós’ tidligere plader, end det siger om ’Kveikur’.
LÆS OGSÅ Sarte islændinge lyder som en akvarelkopi af sig selv
Dette er i hvert fald ikke nogen aggressiv plade.
Men for et band, der fylder 20 næste år, er ’Kveikur’ en udmærket tidlig fødselsdagsgave, der lover godt for bandets optræden på årets Roskilde Festival.
fortsæt med at læse
