Han havde aldrig før set noget lignende. En væg af maskiner lyste op i lokalet. Ledningerne snoede sig rundt på gulvet. Der var instrumenter, han slet ikke kendte navnet på. Og omkring ham stod et hold mennesker klar til at arbejde sammen om én ting: at gøre ham til en stjerne.
Den dag for halvandet år siden besøgte islandske Ásgeir Trausti et pladestudie for første gang. Han prøvede at spille på en synthesizer. Han mødte en ægte producer. Og han fik lov til at indspille sine sange på professionelt udstyr.
Det kom der en plade ud af. ’Dýrð í dauðaþögn’ udkom i september sidste år. Og så gik det stærkt.
Smukt og mystisk
For de sange, som Ásgeir Trausti havde skrevet med hjælp fra sin 72-årige digterfar, viste sig at ramme direkte ned i den islandske folkestemning.
I løbet af ganske kort tid havde ’Dýrð í dauðaþögn’ gjort Ásgeir Trausti til den bedst sælgende debutkunstner på Island nogensinde – foran islandske eksportsucceser som Björk og Sigur Ros.
I dag skønnes det, at hver tiende islænding ejer Ásgeir Traustis debutalbum. Og det sælger stadig.
Og det er ikke kun i hjemlandet, Ásgeir Traustis sange har vakt genklang. Trods de islandske tekster forelskede udlandet sig også hurtigt i den 21-årige islænding, som siden udgivelsen af ’Dýrð í dauðaþögn’ blandt andet har spillet på verdens største festival, den prestigefyldte SXSW Festival i Austin, og den traditionsrige Glastonbury Festival i England, og på vores egen Roskilde Festival i juli var Pavilion-teltet fyldt, da Ásgeir Trausti spillede lørdag eftermiddag.
Rumpiloten Björk: »Langsomt føltes min hjerne bare lettere«Til oktober imødekommer Ásgeir Trausti så den store internationale interesse ved at udgive en engelsksproget udgave af debutalbummet.
’Dýrð í dauðaþögn’ er blevet til ’In the Silence’, men der er stadig noget umiskendeligt islandsk over Ásgeir Trausti.
Med en blanding af akustiske guitarer, sagte vokal og stikkende synthesizere lyder han næsten, som et islandsk landskab ser ud: stille, smukt og mystisk. Indtil noget en sjælden gang eksploderer.
Spydkasterdisciplin
Selv er Ásgeir Trausti ikke typen, som eksploderer så let. Faktisk er han allerede her i sin karrieres spæde begyndelse blevet kendt for at være et stille gemyt.
I interviewsituationer og på scenen, hvor han sjældent siger andet end tak og oftest står bøjet over sin guitar med lukkede øjne.
Hans manager arbejder på at få ham til at tale mere til koncerterne, fortæller Ásgeir Traustis danske agent. Men indtil videre er det sjældent blevet til mere end et hej.
»Jeg er en ret genert person. Første gang, jeg stod på scenen, var det virkelig, virkelig hårdt for mig. Og jeg har stadig ikke helt vænnet mig til det. Jeg forsøger altid at lade være med at tænke over, at jeg står foran en masse mennesker. Men nogle gange er jeg nødt til at lukke øjnene og lukke mig inde i min egen verden. Det hjælper«, fortæller Ásgeir Trausti i telefonen fra London.
Og Ásgeir Trausti er da heller ikke en traditionel hellraiser af en rockstjerne. Når de andre skyller succesen ned med øl og damer, er han den, der går tidligt i seng og står tidligt op for at løbe en tur. Han er disciplineret og har altid været det.
Hele sin tidlige ungdom trænede han hver eneste dag for at blive den bedste til at kaste spyd, indtil en skade satte en stopper for sporten.
Og fra han var 6 og 13 år frem gik han til klassisk guitar, selv om det egentlig var grungens tunge riffs, der tiltrak ham mest.
Virtuos
»Jeg tænkte, at jeg hellere måtte lære at spille guitar rigtigt og få teknikken i orden, inden jeg kastede mig over elguitaren«, forklarer han i dag.
Det er de færreste 21-årige, som har den disciplin i sig, mener den amerikanske sanger og sangskriver John Grant, som tidligere i år inviterede Ásgeir Trausti med på turné rundt i Storbritannien.
»Jeg kan sige med stor sikkerhed, at jeg selv ikke kunne kende forskel på mit eget røvhul og et hul i jorden, da jeg var i hans alder«, har Grant sagt om forskellen på ham og Trausti.
»Der er dage, hvor jeg har lyst til at rive alt mit hår ud af hovedet, fordi han er så ung og smuk og talentfuld og samtidig fuldstændig nonchalant omkring det hele. Hans fornemmelse for melodi og smukke harmonier burde sammen med hans fantastiske sans for rytme og virtuositet på en akustisk guitar gøre ham til en, alle kender. Uanset hvilket sprog han taler«.
At bevare poesien
John Grant er godt på vej mod at gøre Ásgeir Trausti til en, alle kender. Det er nemlig ham, som har hjulpet med at oversætte teksterne fra ’Dýrð í dauðaþögn’ til engelsk.
Det har altid været meningen, at den islandske debut skulle følges op af en engelsk version, fortæller Ásgeir Trausti. Og da det viste sig, at John Grant på det tidspunkt boede i Reykjavik, greb han chancen og ringede til ham.
»Han var heldigvis på fra starten. Da jeg kontaktede ham, var det egentlig meningen, at vi skulle skrive helt nye tekster på engelsk til sangene. Men det viste sig, at han har et virkelig godt sprogøre og kunne forstå alt det, jeg sang på islandsk. Så vi endte med en oversættelse«, fortæller Ásgeir Trausti, som ikke er bange for, at magien forsvinder, når hans sange pludselig ikke længere er på islandsk.
»Nej, for vi har gjort os meget umage for at bevare den poesi, som min far lagde i de islandske tekster«.
Skrev sammen med far
Netop samarbejdet med faderen er en stor del af den succes, ’Dýrð í dauðaþögn’ har opnået, siden det udkom i 2012, mener Ásgeir Trausti.
Einar Georg Einarsson er 72 år og har skrevet digte, så længe hans søn kan huske. Så det lå ligefor at invitere ham til at skrive tekster til musikken.
»Teksterne til ’Dýrð í dauðaþögn’ blev til ved, at jeg lavede en demo, hvor jeg sang noget på engelsk. Det var bare noget vrøvl, men sammen med atmosfæren i musikken gav det min far et praj om, hvilken retning jeg gerne ville gå med hver enkelt sang«.
Og så gik Einar Georg Einarsson ellers i gang med at skrive. Nogle af teksterne kom til at handle om kærlighed. Andre om den islandske natur, som Ásgeir Trausti er vokset op midt i, i landsbyen Laugarbakki, som er så lillebitte, at den kun har omkring 50 indbyggere og fik nabobyen til at virke som en storby med sine 600 borgere.
Det islandske ophav fylder i det hele taget meget for Ásgeir Trausti. På pladeselskabets pressebilleder poserer han foran et islandsk vulkanlandskab.
I videoen til sin nye single, ’King and Cross’, udspiller en moderne islandsk saga sig – i øvrigt med John Grant som konge og Ásgeir Trausti i brynje – midt i den islandske natur.
Og når Ásgeir Trausti skriver musik, har han mere eller mindre bevidst altid hjemlandet som inspirationskilde.
»Det lyder som Island«
»Jeg kan godt lide tanken om at repræsentere Island, fordi det er så lille en nation. Og ligesom for de fleste andre islændinge spiller naturen en stor rolle i mit liv«, fortæller han.
»Folk kommer tit op til mig og siger »Det lyder som Island«, når de har hørt min musik. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, der får mig til at lyde islandsk, men jeg tror, at min musik har en atmosfære i sig, som minder folk om Islands natur«.
Ásgeir Trausti er langtfra den første islænding, som har haft succes internationalt. I 1980’erne undergrundshittede det alternative rockband The Sugarcubes i det meste af verden. I 1990’erne sparkede sangerinden fra det band, Björk, benene væk under alle med sin helt specielle elektropop. Og i 00’erne har Sigur Ros fortryllet verden med sin version af indiepop.
Nu er det så Ásgeir Traustis tur. Og han tror, at Islands musikalske succes skyldes landets beskedne størrelse.
»Folk på Island forventer aldrig, at de kan leve af musikken. Det kan man simpelthen ikke i et land med 350.000 indbyggere. Så folk laver bare det, de har lyst til, uden at tænke over, at de skal sælge plader og lave penge. Den indstilling kommer der som regel noget ret original musik ud af«.
Selv har Ásgeir Trausti allerede opnået alt det, man kan opnå i hans hjemland. Nu venter verden.
»Men Island vil altid være en kæmpe del af min musik. Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at synge mine islandske sange, bare fordi jeg nu også synger på engelsk«.
fortsæt med at læse
