Jonsís falset steg til vejrs som en gejser, mens hans bue filede løs på den elektriske guitar.

Skønheden bredte sig som ringe i vandet fra islandske Sigur Rós, der har reduceret sig selv til en trio, men i nattens anledning var udvidet til et større ensemble med slagtøj, norrøne pigestemmer og blæsere. Og selvfølgelig var the visuals bare de suverænt smukkeste, jeg endnu har set på årets Roskilde Festival.

En lavaboblende rapsodi, hvor musikernes krospsdele og den fysiske naturs strukturelle mirakler rytmisk smeltede sammen til en helhed af, nå ja, stor skønhed! Det kan de bare, de islændinge.

Kun udadvendt i glimt

Skønheden er og bliver den islandske Sejrs Roses eksistensberettigelse og akilleshæl. Det lyder som en kliché, at partout skulle sige islandsk musik og den storslåede natur i samme åndedrag, men Sigur Rós' musik er altså i ekstremt grad knyttet til hjemlandets dramatiske natursceneri.

Men denne dyrkelse af naturskønheden konverteret til moderne musik er også så gravalvorlig og renfærdig, at man næsten kan kløjs i det. Jónsi synger så rent som et kildevæld, musikken er så kraftfuld som et vulkanudbrud og sådan er det lidt hele vejen igennem.

På Sigur Rós' nye album 'Kveikur' stræber de tre islændinge efter en mere rockorienteret og udadvendt stil, men det mærkede man kun glimtvis ved gruppens koncert på Roskilde.

Her var skønheden og kun skønheden alene i højsædet. Strunk, rank og så pur og nordisk som en skjoldmø bevæbnet med et waldhorn. Hvilket var lige præcis, hvad Sigur Rós troppede op med. Uforligneligt, smukt og i længden en anelse monotont - med al den forbandet flotte skønhed.

fortsæt med at læse

Tunge hiphop-bæster efterlod publikum uden for hegnet