Gå aldrig tilbage til en fuser! Jeg måtte erkende visdommen i det gamle råd, da nye solister lokkede mig tilbage til Mozart Maraton. Hvad der eksploderede i hovedet på mig, var den psykologiske omstændighed, at irriterende manerer har en tendens til at overskygge alt andet i længden. Og irriterende manerer uden troværdig autenticitet er, hvad Schuldt-Jensens Mozart består af. Karikeret overtydelig artikulation (tror han ikke, vi kan høre?) gør linjerne hullede som mølædt tøj, ubetonede toner forsvinder i mørket, og klangen skiller som sur fløde, selv når Mozart betoner en harmonisk pointe som dissonanskæden i andanten af den 16-åriges lille strygerdivertimento i F-dur. Og så har dirigenten et sjældent talent for at vælge tempi, der ikke vil fungere. Oftest er de forcerede (Mozart må aldrig forceres!) som i 1. og 3. sats af den afsluttende store symfoni i Es-dur. Dér var jeg dog stået af og blev kun forstyrret, når flossede passager eller falske toner med jævne mellemrum vækkede længslen efter et blot driftsikkert Mozart-ensemble som RadioUnderholdningsOrkestret. Men som sagt: Solisterne lokkede, og med soliditet i klangen og dybdeperspektiv i fraseringen spændte de på næsten samme måde en befriende sikker bro hen over orkestrets forræderiske sump. Svenske Camilla Tilling er en fortryllende Mozart-sopran med en lysende røst og et udpræget dramatisk talent. Som man kan forbavses over kraften i en fuglestemme, overrasker Tilling med stor intensitet bag sin slanke klarhed og et udtryksregister, som ikke er enhver lyrisk sopran beskåret. Og hun forstår at bruge det. Klangens tindrende jubel i den kendte og virtuose solomotet 'Exsultate, jubilate' blev i Fiordiligis 'Come scoglio' fra 'Così fan tutte' med mere end et glimt i øjet afløst af pompøs selvhøjtidelighed; og med Ilias store indledende scena fra 'Idomeneo' var man kastet ud i ægte tragisk alvor med et detaljeret gennemlevet recitativ og ædelt vingefang i arien. Rikke Sandberg spillede klaverkoncerten i A-dur K. 488 med autoritet, energi og klarhed, men i de to første satser også i et uforløst spændingsforhold til dirigentens snærende tempi og uden at få svar på sine invitationer til dialog. Adagioens længere solopassager viste, hvilken poetisk meddigtende musiker hun kan være, når hun får plads til det; og førstesatsens utraditionelle og vægtige kadence vidnede om hendes smag og evne for magtfuldt, bredt åndende klaverspil. Mest helstøbt blev finalen, hvor Sandberg fastholdt spænding og fremdrift - indtil klaveret tav, og orkestret på få takter faldt sammen som en punkteret soufflé.