Da jeg på et tidspunkt sætter mig ned, gynger min udsigt af to forskellige, ret smukke modne kvindebagdele, der vugger i hver sin rytme bag hver sit prikkede sommerstof. Alle er oppe at stå, for det har Salif Keita allerede efter andet nummer bedt os om. »Peace and love, that's what I'm talking about«, siger den sandslebne, umiskendeligt afrikanske stemme i mikrofonen og uddyber, at vi sidder alt for meget ned til daglig. Og at vi har alt for travlt. Nu trænger vi til at bevæge os til musikken, og det kan han jo have vældig meget ret i. Og så vugger bagdelene. Det vil sige, mange af mændene, der også mestendels er ret modne, så vidt jeg kan se, forsøger i stedet en slags afdæmpet headbanging. Man må konstatere, at det altså er kvinder, der er bedst til at danse. Også da ballet på aftalt tid slutter med, at publikum - det vil sige dem, der ikke vægrer sig - hives op på scenen og jinger rundt sammen med kong Keitas timands band. Salif Keitas koncert er et show. Hvad det musikalske angår, er publikum selv halvdelen af succesen. Jeg når at tænke, at jeg nok hellere ville have oplevet ham på Roskilde, da han spillede der for et par år siden. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at publikum slap sig selv mere løs ved den lejlighed. Og publikum, de er altså halvdelen af kong Keitas succes. Han går scenen rundt og rundt igen og igen i sit hvide tøj. Laver flyvervinger med armene og stikker mikrofonen i vejret. Bag ham pumper bandet Mali-rock ud som på samlebånd, og egentlig er sangene temmelig ens. Det er Keitas vokal også. Holdt inden for en begrænset ambitus og ofte intoneret på den der karakteristiske måde, der starter i toppen og så kurer nedad i et gentaget mønster. Det er en let rå, slidt og meget dynamisk stemme. Også i de tre solonumre, hvor Salif Keita siddende alene på scenen på en stol akkompagnerer sig selv på guitar. Så er bandet og de to barfodede korpiger med de ens koreograferede dansebevægelser tilbage. Det samme er den heftige snarere end raffinerede percussion og de knitrende afrikanske guitarfigurer. Plus en uha-uha så funky bassist, hvis helbred man frygter for, mens han lirer den mest tophysteriske solo af, jeg da kan mindes at have hørt. Guitaristen går demonstrativt til scenekanten, taber sin solo halvvejs, men powerwalker ikke mindre demonstrativt videre af den grund. En sand virtuos på afrikansk guitar - kora tror jeg, den kaldes - fyrer den af og viser, at han også kan spille bag ryggen, mellem benene og sågar med instrumentet på hovedet. På slaget 22.30, efter en koncert, der i øvrigt begyndte tre kvarter for sent på grund af en flyforsinkelse, takker kong Keita af, og en cd med Tom Waits bliver smækket på. Festen er slut. Jo mere du selv deltog, jo federe var det. Op at stå, det kom Operaen. Og trods sine 57 år leverede veteranen varen. Et godt show var det, men immervæk et show.