Musik er først og sidst forførelse. Og musikeren den store, potentielt farlige forfører. Der har ikke fandtes nogen politisk strømning af betydning, der ikke understøttede sit mandat med musik, og en musiker, der formidler uden generøsitet og uden at lire for os, er en sjældenhed. Algeriske Cheb Mami er en forfører uden gåseøjne. Og uden at behøve at undskylde sig. Han åbnede lørdag aften festivalen Images of the Middle East i et godt halvfyldt Store Vega og fik 7-800 mennesker, anslået to tredjedele af nordafrikansk herkomst, til at glemme sig selv. Han optrådte i København et par gange midt i 1990'erne og kommer denne gang hertil med en algerisk borgerkrig i bagagen, en ny slags mandat i en tid, der anstrenger sig for at mene nye begavede ting om udviklingen i krudttønden 'de varme lande'. Spørger man Cheb Mami selv, og det fik jeg lejlighed til inden koncerten, svarer han entydigt nej på spørgsmålet, hvorvidt den musiktradition, han synger inden for, den algeriske raï, er politisk. Han sammenligner den og dens funktion i samfundet med den tidlige rock'n roll i Amerika, der fik ungdommen til at danse, drømme - også om forbudt sex. I Afrika kom raï som en reaktion, en frigørelse oven på årtiers kolonistyre, mens rock'n roll havde til opgave at befri de unge amerikanere fra 50'ernes menneskeligt uambitiøse højborgerlighed. »Vi havde brug for at skabe en ny musik, der kunne bryde mure ned«. Og hvad er vel bedre end at danse mure ned? Jeg vil sværge på, at ikke en mur stod endnu, da vi forlod Vega lørdag aften. Vi fik raï i tykke stråler, et mix af disse lange, glidende arabiske skalaer pakket ind i funk, reggae, dance og pop. Nogle gange var vi langt ovre i Bollywood-genren. Altid oven på en tung basgang. Der vil komme alle mulige raï-puritanere ind fra højre og belære os om faren ved at fortynde det rene etniske udtryk og blande det op med input fra andre kulturer. Men blandt unge nordafrikanere, her og hisset, har Cheb Mami fuld gyldighed. Han har lært sig at danse med de ulve, han er iblandt, uden at sælge ud - om det så, absurd nok, er et gyngende pompøst Mormontabernakelkor, som medvirker på cd'en 'Dellali', barfodshumanisten og klidfætteren Sting på hittet 'Desert Rose' eller den italienske dessertbombe Zucchero. Til overflod er hans cd'er i det seneste tiår blevet produceret i USA. Du må være blevet kritiseret for at være så villig til at samarbejde med vestlige popkunstnere?, prøver jeg, da jeg møder Mami, for det var jo dog de islamistiske kræfter, der tvang ham og kollegaen Cheb Khaled i eksil i Paris i 90'erne. Da var Cheb Hasni lige blevet myrdet. »Nej, slet ikke«, svarer han. »Alle i Algeriet var meget stolte af mig«. Jeg tror, Cheb Mamis sandhed er en, der er forbeholdt vestlige journalister. I samtalen glatter han omhyggeligt al det kontroversielle ud og forsøger at ligne Eros Ramazzotti. Har man sagt Zucchero, har man også sagt pop. Det er også det, Cheb Mami selv rimer på. Det ville dog være en blodig uret at affærdige Cheb Mami som bare en arabisk Enrique Iglesias eller Ricky Martin. Men den fysiske bevægelighed, den seksuelle frigjorthed, det lette glid på tungen, det er dét, der er pointen, snarere end formfuldendte sammenklappelige ytringer mod styret, mod undertrykkelse og religiøs dobbeltmoral. Men budskabet kom ud. Myndighederne og islamisterne rasede - og straffede. Raïs form for oprør, endog revolution, gik ikke tabt, selv om den for vestlige ører har et uventet diverterende udtryk. Ligesom den tidlige rock fik den sin revolutionskraft i kraft af rytmen og seksualiteten, og så kunne man, med rette, vælge at læse en civilisationskritik ind i det. Raï-musikken havde til formål at få nordafrikanerne til at genopdage sex som udtryk, finde deres egne kroppe igen og fortælle dem, at det var i frodig uenighed, det nye kunne opstå. 'Raï' betyder 'holdning'. Hvis jeg havde regnet - og det havde jeg halvvejs - med at se en opvisning af ung, chic tørklædemode blandt publikum, blev jeg skuffet. En tilsløret bedstemor var der for at hente sit halvårige barnebarn hjem, og en enkelt ung kvinde var tækkeligt dækket til. I den anden ende af skalaen noterede jeg mig en ung etnisk dansk mand proklamere på brystet af sin lyserøde T-shirt, at han var opfostret på 'Stud Farm', og alle indicier pegede på, at han havde ret. En ung nordafrikaner i hvid T-shirt mente, når man læste skriften, at man bør 'Fight For Your Right', og det er der jo bestemt også noget om. Et andet stykke klæde var i højeste vogue lørdag. Det algeriske flag - den islamiske røde stjerne og halvmåne på en baggrund, der er splittet op mellem mørkegrønt og hvidt - var der flere, der havde med, og Cheb Mami fik også et par stykker i miniformat smidt op på scenen. Om det så var patriotisme i eksil, melankoli over et tabt hjemland eller et politisk statement, det skulle man have røntgenblik for at afsløre. Alle i Vega - selv dem, der aldrig har hørt ham - kender til Cheb Mamis stemme. Men de første fire sange er veludført, forholdsvis gennemsnitlig verdenspop med støtte fra et dygtigt, ekstremt disciplineret orkester med guitar, bas, slagtøj, keyboards og en violin, der spilles karismatisk og en smule støvet i korte strøg. Ét enkelt nummer bevæger sig faretruende tæt på Ibiza-grisefestpop fra de tidlige 80'ere. Efter en af sangene jubler den nordafrikanske del af publikummet med disse strubelyde, der har nærmest rituel karakter. Dem der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på den franske besættelsesmagt, der hørte den høje strubesang fra kasbaen over Algier. I hvert fald i den brillante film 'Slaget om Algier'. Som et sensuelt slør fra '1001 nat', men i sammenhængen truende. Så åbner Cheb Mami for alvor for svælget. Og lader os ane Stemmen. Resten af aftenen er vi i hans vold. Betingelsesløst. Der findes et ord, jeg er forelsket i. Det vil sige: findes og findes ... Det er mellifluøs. På engelsk betyder mellifluous noget i retning af: sødmefuldt strømmende. I tilfældet Cheb Mamis vokal er det sødmefulde blandet, som i rigtig god chokolade, med et strejf af bitterhed. Og tilpas meget kant. Et af hans kneb er at fortykke klangen i højden og give den ekstra slæbende vibrato - for ligesom at demonstrere, hvor svær kunsten er, for at sætte eftertryk. Og hver tone er overdådigt spundet sammen med den næste, ikke i afsluttede fraser eller ord, men sømløst flydende og med gradvise, listige modulationer. Han kan rulle den stemme rundt i en dødsdrom af lyd, i uendelige spiraler og arabesker, mens højre hånds pegefinger tegner cirkulære mønstre i luften. Der er en klang og et variationsmønster i den senede stemme, der diverterer og holder opmærksomheden fangen, men Mami har også overskud til at tolke. Lørdag var et par af sangene deciderede fortællinger, på maghreb-arabisk eller fransk, og med musikledsagelsen og sing-along-potentialet skubbet i baggrunden. 'Chikaboom' lyder det, som om Cheb Mami synger i den af sangene, der vender tilbage som ekstranummer. Det er svært at orientere sig i mandens liste af sange, fordi de ikke forhandles i Danmark, og op til lørdagskoncerten var butikkerne, der specialiserer sig i verdensmusik, som støvsugede. En anden publikummer fortalte mig, at 'Chikaboom' faktisk hedder 'Haoulou', og mens denne tekst skrives, hører jeg den igen og igen fra albummet 'Dellali', det stilistisk bredest funderede af tilgængelige Cheb Mami-plader. Her er fransk chanson, reggae med Ziggy Marley, disco og en art bastardiseret gospel, men også mere ren raï. Hofterne ruller suggestivt i Vega. Her danses tit med lukkede øjne. Og med hænderne oppe på hver side af hovedet og travlt optaget med at skitsere små delikate figurer; sommerfugle, fugle. Cheb Mami er fyldt 40 i sidste måned. Hans 'fornavn' betyder 'ung' og er et arabisk præfiks, der står i modsætning til 'cheik' (gammel, viis). 'Gammel' er en hædersbevisning i tiltaleform, en anerkendelse af visdom og dømmekraft. Ku' være, det var ved at være på tide for Mohammed Khelifati at begynde at kalde sig 'Cheik Mami'. »Vi ses igen«, hilste Cheb Mami på fransk. »Næste gang!«. Og på arabisk: »Hvis Gud vil«.