0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

kritik Kalas i kasbaen

Den folkelige modstand har mange udtryk og mange stemmer. I Algeriet hjalp Cheb Mami og hans raï-musik algerierne med at genopdage kroppen og sanserne. Og lørdag aften voksede hans stjerne op i himlen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Musik er først og sidst forførelse. Og musikeren den store, potentielt farlige forfører. Der har ikke fandtes nogen politisk strømning af betydning, der ikke understøttede sit mandat med musik, og en musiker, der formidler uden generøsitet og uden at lire for os, er en sjældenhed.

Algeriske Cheb Mami er en forfører uden gåseøjne. Og uden at behøve at undskylde sig. Han åbnede lørdag aften festivalen Images of the Middle East i et godt halvfyldt Store Vega og fik 7-800 mennesker, anslået to tredjedele af nordafrikansk herkomst, til at glemme sig selv.

Han optrådte i København et par gange midt i 1990'erne og kommer denne gang hertil med en algerisk borgerkrig i bagagen, en ny slags mandat i en tid, der anstrenger sig for at mene nye begavede ting om udviklingen i krudttønden 'de varme lande'.

Spørger man Cheb Mami selv, og det fik jeg lejlighed til inden koncerten, svarer han entydigt nej på spørgsmålet, hvorvidt den musiktradition, han synger inden for, den algeriske raï, er politisk.

Han sammenligner den og dens funktion i samfundet med den tidlige rock'n roll i Amerika, der fik ungdommen til at danse, drømme - også om forbudt sex.

I Afrika kom raï som en reaktion, en frigørelse oven på årtiers kolonistyre, mens rock'n roll havde til opgave at befri de unge amerikanere fra 50'ernes menneskeligt uambitiøse højborgerlighed.

»Vi havde brug for at skabe en ny musik, der kunne bryde mure ned«.

Og hvad er vel bedre end at danse mure ned? Jeg vil sværge på, at ikke en mur stod endnu, da vi forlod Vega lørdag aften. Vi fik raï i tykke stråler, et mix af disse lange, glidende arabiske skalaer pakket ind i funk, reggae, dance og pop. Nogle gange var vi langt ovre i Bollywood-genren. Altid oven på en tung basgang.

Der vil komme alle mulige raï-puritanere ind fra højre og belære os om faren ved at fortynde det rene etniske udtryk og blande det op med input fra andre kulturer. Men blandt unge nordafrikanere, her og hisset, har Cheb Mami fuld gyldighed.

Han har lært sig at danse med de ulve, han er iblandt, uden at sælge ud - om det så, absurd nok, er et gyngende pompøst Mormontabernakelkor, som medvirker på cd'en 'Dellali', barfodshumanisten og klidfætteren Sting på hittet 'Desert Rose' eller den italienske dessertbombe Zucchero. Til overflod er hans cd'er i det seneste tiår blevet produceret i USA.

Du må være blevet kritiseret for at være så villig til at samarbejde med vestlige popkunstnere?, prøver jeg, da jeg møder Mami, for det var jo dog de islamistiske kræfter, der tvang ham og kollegaen Cheb Khaled i eksil i Paris i 90'erne. Da var Cheb Hasni lige blevet myrdet.

»Nej, slet ikke«, svarer han. »Alle i Algeriet var meget stolte af mig«.

Jeg tror, Cheb Mamis sandhed er en, der er forbeholdt vestlige journalister. I samtalen glatter han omhyggeligt al det kontroversielle ud og forsøger at ligne Eros Ramazzotti.

Har man sagt Zucchero, har man også sagt pop. Det er også det, Cheb Mami selv rimer på. Det ville dog være en blodig uret at affærdige Cheb Mami som bare en arabisk Enrique Iglesias eller Ricky Martin.

Men den fysiske bevægelighed, den seksuelle frigjorthed, det lette glid på tungen, det er dét, der er pointen, snarere end formfuldendte sammenklappelige ytringer mod styret, mod undertrykkelse og religiøs dobbeltmoral. Men budskabet kom ud.

Myndighederne og islamisterne rasede - og straffede. Raïs form for oprør, endog revolution, gik ikke tabt, selv om den for vestlige ører har et uventet diverterende udtryk.

Ligesom den tidlige rock fik den sin revolutionskraft i kraft af rytmen og seksualiteten, og så kunne man, med rette, vælge at læse en civilisationskritik ind i det. Raï-musikken havde til formål at få nordafrikanerne til at genopdage sex som udtryk, finde deres egne kroppe igen og fortælle dem, at det var i frodig uenighed, det nye kunne opstå. 'Raï' betyder 'holdning'.

Hvis jeg havde regnet - og det havde jeg halvvejs - med at se en opvisning af ung, chic tørklædemode blandt publikum, blev jeg skuffet. En tilsløret bedstemor var der for at hente sit halvårige barnebarn hjem, og en enkelt ung kvinde var tækkeligt dækket til.

I den anden ende af skalaen noterede jeg mig en ung etnisk dansk mand proklamere på brystet af sin lyserøde T-shirt, at han var opfostret på 'Stud Farm', og alle indicier pegede på, at han havde ret.

En ung nordafrikaner i hvid T-shirt mente, når man læste skriften, at man bør 'Fight For Your Right', og det er der jo bestemt også noget om.

Et andet stykke klæde var i højeste vogue lørdag. Det algeriske flag - den islamiske røde stjerne og halvmåne på en baggrund, der er splittet op mellem mørkegrønt og hvidt - var der flere, der havde med, og Cheb Mami fik også et par stykker i miniformat smidt op på scenen.

Om det så var patriotisme i eksil, melankoli over et tabt hjemland eller et politisk statement, det skulle man have røntgenblik for at afsløre.

Alle i Vega - selv dem, der aldrig har hørt ham - kender til Cheb Mamis stemme. Men de første fire sange er veludført, forh