Stadionbanjo. Smag på ordet. Og væn dig til det. Noget tyder i hvert fald på, at engelske Mumford & Sons, der mandag aften slog vejen forbi et udsolgt Falkoner på Frederiksberg, er kommet for at blive.
Sidste gang kvartetten var på besøg i Danmark, spillede de på det noget mere ydmyge Loppen.
I morgen torsdag er det præcis tre år siden. Og uhyre meget er sket for Mumford & Sons siden da.
Hamrende effektivt
Deres karriere er strøget til tops lidt på samme måde, som de fleste af deres sange har det med at gøre det.
Først kommer der en sagte klimpren på en guitar. Så begynder guitarist og frontmand Marcus Mumford at synge. Og så bryder helvede løs i en balstyrisk hvirvelvind af tempoindpiskende gulvtromme, gyngende kontrabas, vokalharmonier i fire selvsikre lag og – naturligvis – masser af banjo.
Bandet blev dannet i 2007 omkring en fælles forkærlighed for amerikansk funderet folkemusik med soundtracket til Coen-brødrenes ’O Brother, Where Art Thou’ fra 2000 som de fires fællesnævner. Seks år senere har Marcus Mumford i samarbejde med ingen ringere end Justin Timberlake skrevet musik til den kommende Coen-film.
Med andre ord: Mumford & Sons er rasende populære. Læg dertil, at solide rygter vil vide, at ventelisten til mandagens koncert var så lang, at bandet kunne have spillet i et udsolgt Forum. Men man forstår det godt. For musikken er hamrende effektiv.
En frådende folkemængde
Det var stærkt at opleve på solide sange som åbningssangen ’Babel’ og den stærkt medrivende efterfølger ’I Will Wait’, der virkelig viste Mumford & Sons i deres mest ukuelige hithjørne. Det er en forrygende sang med et omkvæd, der kan flække de fleste skeptikere midt over, og live var der ikke én finger at sætte på opførelsen.
’I Will Wait’ er et glimrende bevis på, hvad det er, Mumford & Sons kan, når de er bedst live. Med ekstatisk energi pisker de stemningen helt op i deres i forvejen tempofyldte folkrock – og de gør det med verdens største smil på læben.
Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har set en musiker, der så mere lykkelig ud end kontrabassist Ted Dwane, som han valsede stolt rundt med sit langhalsede instrument, som var det kvinden i hans liv.
Bandet fremstod både sympatiske og oprigtigt glade over den heltemodtagelse, de fik af et hengivent dansk publikum, der for en sjælden gangs skyld havde smidt hæmningerne i garderoben og som frådende folkemængde lignede nogle, der kunne blive ved til den lyse morgen.
For deres evne til at mane den form for vildskab frem i sådan nogle stivstikkere som os danske koncertgængere elsker jeg Mumford & Sons lidt.
Kan blive rigtig giftige
At de heller ikke er bange for at gå efter struben på de store omkvæd, stod klart på sange som ’Holland Road’ og den svulstige ’Below My Feet’, hvor man som lytter var ved at knække bagover af storladenhed. På samme måde fremstod den teatralske ’Dust Bowl Dance’ underligt stivbenet.
For den lidt over halvanden time lange koncert udstillede samtidig også Mumford & Sons’ akilleshæl.
Efter 15 af bandets egne sange i streg, stod det i hvert fald klart, at bandet har en skabelon, de skriver sange ud fra. Og som de nødigt viger fra.
LÆS OGSÅ Koncertguide: April byder på stadionbanjo, sodavandshit og angstfyldt r'n'b
Der skal helst være et crescendo af naturkatastrofale dimensioner, helst masser af »ah-ah-ah«-vokalharmonier samt rigelige mængder banjo. Som enkeltstående sange er det effektfuldt. Som perler på en snor blev det en smule ensformigt.
Men hvis Mumford & Co. kan holde kadencen med at levere et par gode sange per album, slipper de næppe for at rykke op i størrelse, næste gang de slår vejen forbi.
Så kan de søde drenge blive rigtig giftige.
fortsæt med at læse
