Da jeg for et halvt års tid siden anmeldte den svenske sangerinde Tove Lo's seneste album ‘Lady Wood’, som er et overflødighedshorn af fængende elektroniske popsange, beskrev jeg, hvordan hun ikke kun er en sangerinde, men en, der danner opposition til det moderne pres og laver blokade på dydighedens smalle sti.
Hun har nemlig givet kroppen et frirum - et alternativ til det pligtopfyldende, skamfulde og restriktive - via sin musik.




























