Efter koncerten, over en stor fadøl på slottets terrasse med kig ud over havet, fortæller Christian Gerhaher, hvorfor han virkelig ikke bryder sig om Brahms. Altså personen Brahms. »Grov, selvoptaget ...« remser han op. Den tyske sanger er overbevist om, at hans landsmand på ingen måde var rart selskab.
Men på scenen en halv time tidligere har han forsvaret Brahms’ noder med en koncentration og et sangteknisk mesterskab, der simpelthen ikke fås bedre og mere komplet hos nogen liedsanger.




























