Her står vi. Tæt sammen i en kælder under det indre Københavns labyrintiske gamle gader af brosten og hullet asfalt. På scenen sidder Julie Byrne på en stol med sin guitar. Vi er andægtigt stille, mens hendes delikate fingerspil vibrerer i rummet og den malmdybe røst synger om længslen efter naturen, der er langt væk lige nu:
»I got a complicated soul/ To me, this city’s hell/ But I know you call it home/ I was made for the green/ Made to be alone«.




























