Det blev annonceret fra scenen, inden koncerten gik i gang i Operaen fredag aften: at Det Kongelige Kapel er blevet optaget på UNESCO’s »nationale liste over immateriel kulturarv«. Det betyder, at orkestret fortjener bevarelse og beskyttelse, hvilket de senere års voldsomme statslige besparelser desværre også har nødvendiggjort.
Orkestret er blevet skåret ned, både i bemanding, løn og arbejdstid, og allerede for et år siden skrev en musikjournalist i det britiske musiktidsskrift ’Gramophone’, at hvis orkestret – der er verdens ældste af sin art – var en bygning, ville det fortjene verdensarvsstatus.




























