I dag afrundes årets vinterjazzfestival med de sidste koncerter rundt om i landet efter en måned med musikalske tilbud inden for et væld af stilarter og temaer. Blandt disse har været koncerter med jazzens store orkestre såsom Fire! Orchestra, DR Big Band, Maluba Orchestra, Kathrine Windfeld Big Band, Blood Sweat Drum & Bass, A Very Big Band, Monday Night Big Band og ikke at forglemme det fremragende Aarhus Jazz Orchestra, der i de senere år har stået for en række nytænkende bigbandprojekter.
Under festivalen har det aarhusianske storband været på en mindre turné med det spansk influerede projekt ’Sketches of Barcelona’, der også fremføres for sidste gang i aften i Turbinen i Randers. Fredag aften var orkestret i Koncertkirken i København.


























