Nikolaj Nørlund har altid slået mig som dansk rocks store alvorsmand. I de ironiske 1990’ere, hvor den ofte lød som et ekko af noget mere spændende i udlandet, skulle der sættes ambitiøse dagsordner, først med gruppen Trains and Boats and Planes, der med elementer af britisk shoegaze udforskede – og i dansk kontekst måske endda introducerede – en særlig sfærisk, støjende og raffineret tilgang til et nyt årtis rockmusik.

Og senere med soloprojektet, hvor Nørlund med sin helt egen maskuline inderlighed først gav ny og svævende form til Michael Strunges digte på debuten ’Navnløs’.