Lyt til artiklen
Det var så uendeligt småt, det, som sydafrikanske Kristian Bezuidenhout sad og rodede med ved sit lille gamle hammerklaver oppe på scenen foran orkestret. Instrumentets klang i Mozarts klaverkoncerter var simpel, og volumen var der ikke meget af. Hvis ikke det havde været en akustisk koncert, kunne man tro, at en lydmand havde glemt at tænde mikrofonen.
Til gengæld var anslaget distinkt og præcist. Bezuidenhout var en mester til at forme de klassiske melodier som meningsfulde sætninger – og når man først havde skruet sine ører og forventninger ned til et lydbillede anno 1777, åbnede der sig en verden af klanglige detaljer. Nå ja, og så var den musikalske energi bare eksplosiv.
