En masse hår kommer sjoskende ind på scenen sammen med en slasketernet skovmandsskjorte.
Det sublime kan så sandelig antage de særeste former, tænker jeg uvilkårligt, da Kurt Viles bløde drengeansigt udstøder sin signaturlyd, et fjumset Yupp!, inden han skubber de bløde lokker til side og lader en af sine mange guitarer tale på ’Loading Zones’.


























