De tre jødiske middelklassedrenge Michael Diamond, Adam Yauch og Adam Horowitz fandt sammen som teenagere i punkrockbandet Beastie Boys i starten af firserne, men som hurtigsnakkende drengerøve fra det flabede gademiljø mellem New Yorks husblokke var de for pjattede til byens politisk bevidste punkscene og søgte i stedet mod den spirende hiphopkultur. Uden for de sorte ghettoer var rap, graffiti og breakdance stadig et nyt fænomen, og da pladeselskabet Def Jam skrev kontrakt med Mike D, MCA og AdRock fra Beastie Boys, var det første gang, verden hørte om hvide rappere. Det var i 1984, og to år senere udkom det sensationelle debutalbum ’Licensed to Ill’, der skulle gøre gruppen til et massefænomen som Reagan-periodens superbøller.
»Det, vi siger, er i bund og grund, at Beastie Boys elsker at kneppe kvinder med store svulmende patter og brystvorter som omeletter«.Adam 'MCA' Yauch, 1985 Singlen ’Fight for Your Right to Party’ blev den ultimative kampsang for midtfirsernes ungdomskultur, der i mangel af en politisk dagsorden gjorde oprør ved at feste med Beastie Boys, der forargede forældregenerationen med koncerter, hvor strippere dansede i bur foran en kæmpe oppustelig penis, mens de tre rappere oversprøjtede alt og alle med Budweiser. Med deres sexistiske og humlehørmende opførsel blev de hyldet som dumhedens udstrakte langemand mod samfundet. På debutalbummet havde de tidligere punkrockere kantet de simple beats med tilstrækkeligt med attitude og guitarriffs til at fange det hvide rockpublikum i en tid, hvor mainstreamrock var stagneret i ufarlig puddelkrøllemusik som Bon Jovi, Van Halen og White Snake.
